Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tage Bull: Alexander Dumas père
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
988
Alexandre Dumas pére 988
skaber, — og Stilen er her saa aldeles personlig, saa klar og
indtagende, at Macquet’s Medvirken reduceres til det mindst mulige.
Man har sammenlignet Dumas’ Humor med Cervantes’, men der
er intet i Verdenslitteraturen som Dumas’ Humor — den ejer den
store Mesters søde Ynde, ikke hans modne Livsvisdom. Hvis
Dumas’ Intelligens var vokset i samme Maalestok som hans
Fantasi fra hans tredivte Aar, vilde han maaske være blevet en af
Frankrigs betydeligste Kunstnere, men han naaede egentlig aldrig
fuld intellektuel Manddom; derfor er hans Romaner ikke egentlige
Romaner, men Historier: hans Ungdom var hans Svaghed, men
ogsaa hans enestaaende, ubeskrivelige Charme. Det har været
paastaaet, at Dumas ikke var nogen distingveret Skribent, og hans
mere folkelige Værker er unægteligt heller ikke meget fine i deres
Virkemidler: imidlertid viser netop „De tre Musketerer" i hvor høj en
Grad han kunde være det; der er hverken altfor mange eller
altfor utrolige Eventyr, Fortællingens utvungne Lethed, Dialogens
Livfuldhed, Begivenhedernes ligelige Udvikling, dramatiske
Arrangement og i stærke Kolorit efterlader et Helhedsindtryk af betydelig
litterær Værdi. Virkemidlernes Enkelthed træder maaske bedst
frem ved Sammenligning: Mylady’s Flugt er tillige med Casanova’s
Undvigelse fra Venedigs Blykamre det uovertrufne Forbillede for
alle saadanne Skildringer — hvor Casanova og Dumas frembringer
deres Effekt ved et simpelt Referat, en ukunstlet Fremstilling
af ydre Begivenheder, jager andre Forfattere (som f. Eks. den af
Balzac og Baudelaire beundrede Maturin i Melmoth, the
Wan-derer) efter Effekten og fremkalder den for saa vidt ogsaa —
om end i langt ringere Grad — ved en Art ophidset Psykologi,
en deklamatorisk Dvælen ved det sensationelle.
De tre Musketerer har maaske ikke meget at gøre med
Historien; det er i alle Tilfælde en indtagende Fiktion, der giver
mesterlige Billeder af det syttende Aarhundredes hele Atmosfære:
Hr. de Tréville’s Forværelse, Middagen hos Prokuratorfruen,
Ægteparret Bonacieux, og navnlig de uforlignelige Dueller, er levende
Gengivelser af Datidens Liv. Og Hovedpersonerne repræsenterer
Højdepunktet af Dumas’ Evner — kun Athos forekommer en
Nutidslæser lidt for romantisk-fatalistisk, men Porthos, denne
selvbevidste og lidet kløgtige Kolos, og d’Artagnan. den snilde
Gascogner, — disse Skikkelser har ikke blot Race, det er selve
den franske Aand personificeret i hele sin Charme og
Bevægelighed. Aramis er simpelthen genial: denne mousquetaire-abbé ejer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
