Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilhelm Møller: Pastor Ifversens Sag
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1008
Pastor Ifversens Sag.
den har nok i sit eget. Man tør maaske oversætte dens snirklede
Kompromis-Sprog i de mere ligefremme Vendinger: „Pastor I. fortjente Straf,
dog straffes bør han ikke". Hvis Oversættelsen er rigtig, har vor højeste
Domstol i dette Tilfælde ikke „kendt Ret", men kendt Retfærdighed.
Thi derom var vist alle retfærdigt sindede enige, at lide Straf burde
Præsten ikke for hvad han havde handlet i god Tro og ud af en
paa sin Vis respekt-indgydende Samvittighedsfuldhed. Men fordi
Retfærdighed skal frem, bør vistnok det strenge Rets-Standpunkt aldrig tilsløres
eller forflygtiges. Med Lov maa nu engang Land bygges; og der sker
Skade rundt om i Sindene, dersom ikke Lovbrud ufravigelig og bestemt
stemples som det, de er. Naar saaledes Retten er sket Fyldest, kan
Retfærdigheden faa sin Ret gennem Benaadning, gennem hel eller
delvis Eftergivelse af Straffen. En saadan Praksis vilde desuden være til Lykke
for Dommerstanden, hos hvis Medlemmer nu altfor tidt Embedsmanden
synes ganske at have gjort det af med Mennesket. Dag ud, Dag ind
paadømmes Lovbrud, hvor den anklagede enten har saa megen
menneskelig Undskyldning eller ogsaa allerede har lidt saa meget. Lovbrudet
fastslaas i Dommen, hvad der er ret og rigtigt. Men hvor ofte hører vi
Billigheden komme til Orde med den gode gamle Sætning om, at Naade
bør gaa for Ret?
Betænkeligere end Højesteretsdommens Forflygtigen af*
Rets-Standpunktet var dog dens Begrundelse. Pastor I. handlede ud af en
stiv religiøs Tro, og han var blevet bestyrket i Troen ved, at mange
Kaldsfæller deler den. Hvis Dommen havde sagt det, og intet andet end
det, havde den været uangribelig. Aller yderligst kunde En, som ikke
er stærkt forgabet i den evindelige Højærværdighedsfuldhed herhjemme,
have drømt om at se et faderligt lille Smil paa den høje Rets Aasyn og
om at høre Retten variere overfor den anklagede et dagligdags, skønt ikke
u-dybsindigt Ord af Holberg: „Du est en ung Mand, Frants!" Men —
Dommen talte om, at „Præsteløftets Indhold" havde givet Pastor I. „nogen
Føje" til at tro og til at handle, som han gjorde. Præsteløftet byder
„at forkynde Guds Ord rent og purt"; det var dette „Guds Ord", som
Pastor I. atter og atter beraabte sig paa. Følte nu .Højesteret sig virkelig
kaldet til at have nogen Mening baade om, hvad der er „Guds rene og
pure Ord", og om, hvordan disse Guds Ord skal eller tør forstaas?
Desuden kaldte Dommen „Folkekirkens* Stilling til Sagen uklar og fortsatte
hurtigt med en Bemærkning om „mange af Folkekirkens Præster".
Antog den høje Ret maaske Kieresiet (Gejstligheden) for Folkekirken?
Det vilde være katolsk Lære, ikke protestantisk. I et protestantisk Land
gælder Præsternes Forstaaelse ikke en Døjt mer end Lægfolks, dér gælder det
ikke oin den sorte Kjoles Autoritet, men oin Grunde ... Og endelig satte
Dommen sin mysteriøse Folkekirke i den besynderligste Modsætning til
Staten: „Folkekirkens Stilling til Spørgsmaalet" (om Fraskiltes Vielse)
„er uklar, hvorved bemærkes, at Staten har fundet det nødvendigt i slige
Tilfælde at tilstede Læmpelser fra Ritualet". Hvad er dog dette for et Spil
med Ord? Den Folkekirke, vi har ifølge vor Grundlov, er jo foreløbig
en Statskirke, dens forpligtende Bestemmelser er fastsatte gennem
Overenskomst mellem Regeringen og Kirkens øverste gejstlige. Læinpelsen fra
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
