Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Troen paa Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
14
Troen paa Naturen
Glæde i Livet dette: at faa være alene og føre en skriftlig
Samtale med sig selv (denne Samtale blev senere udgivet under Navn
af Mark-Aurels „Betragtninger"). Aldrig er vel Opløsningen af et
stort Samfund bleven mere anskuelig. Det sygnede i Toppen.
„Hans Visdom var fuldkommen," siger Renan. Og han
fortsætter, uden Ironi: „Det vil sige, at hans Livslede var uden
Grænser. Han naaede til Slut til den fuldkomne Godhed... Den
fuldkomne Godhed er den, som grunder sig paa den fuldkomne Livslede."
Baade for Taine og Renan, i alt Fald i en vis Periode af
deres Liv, stod den stoiske Livskunst som Kvintessensen af den gamle
græske og romerske Kulturblomstring. Og de havde for saa vidt
Ret, som Stoikerne repræsenterede det højeste, som den hedenske
Oldtid naaede i Retning af Humanitet. Men de to berømte
Historikere indsaa’ ikke, at Naturdyrkelsen med al sin Storladenhed var
det svage og det svækkende ved Stoicismen. „Alt hvad der sker,
er Naturens Værk. Og hvad Naturen gør, er godt. Vi maa ville,
hvad den vil." — Denne servile Ydmyghed over for Naturen som
en Verdenspotentat skulde altsaa være Kvintessensen af de gamle
Fristaters Kulturliv!
Det er rørende at se, hvorledes en Marcus Aurelius kæmper
med sig selv for at forlige sin fine Naturs Afsky for alt det usle
og låve i Verden med denne Tro paa, at alt er skønt og godt, naar
det ses i en større Sammenhæng. Taine har kanske gjort den
store Kejser nogen Uret. Det lykkedes ham nemlig aldrig at
ignorere det hæslige eller det onde. Han blev aldrig synderlig glad
ved at tilhøre dette store Fædreland, Naturen, og ved at sætte sig
paa dens Standpunkt. Marcus Aurelius var dog altfor meget af en
gammel Romer til at blive en konsekvent Naturtilbeder. Hans
dybe Sørgmodighed og hans Livslede er hans Naturs uvilkaarlige
Protest mod det naturguddommelige Standpunkt, hvorefter alt det,
som sker i Naturen, er skønt og godt. I Stedet for at gaa op i
Ver-denslivet og nyde dets Rigdom, trækker han sig heller tilbage i sig
selv og glæder sig ved at rense sit Sind for alt urent. Selv om
godt og ondt fra et højere Synspunkt var lige naturlige, var de
i alt Fald ikke lige naturlige for ham.
At han helst gik i Kloster i sit indre Menneske, var vistnok
ikke sundt. Men det var dog mangfoldige Gange sundere og
skønnere end at tabe sig Dg gaa op i Naturen, som en beundrende
Slave i sin Herre.
Resultatet af vor Undersøgelse er altsaa den, at det aldeles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
