Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Troen paa Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
15 Troen paa Naturen
ikke lykkedes for de gamle Stoikere at gennemføre den
panteistiske Naturdyrkelse eller Troen paa Naturen som et altvirkende
Væsen. Deres egen Menneskenatur gjorde Oprør mod Troen paa
et Væsen, som gør godt og ondt i Flæng.
Man kan imidlertid ikke affeje denne Tro med at kalde den en
taabelig Overtro, som ikke vedkommer vor Tid. Denne Tro eller
Overtro har nemlig spillet en enorm Rolle netop i den nyere Tid,
lige fra Renaissancens Dage. Giordano Bruno, Montaigne og Spinoza,
tre af Renaissancens store Tænkere, fornyede den gamle Tro paa
Naturen som et altomfattende Væsen. Heller ikke for dem
lykkedes det at være konsekvente. Men disse Navne synes i alt Fald
at vise, at de moderne Naturalister har store Aner, at de er af en
gammel og fornem Slægt. Da Taine og delvis ogsaa Renan optog
den gamle Forestilling om Naturen som et enkelt, altvirkende
Væsen, var det ikke blot af Beundring for Marcus Aurelius, den
bedste af alle Romere og „den ædleste Sjæl, som har levet". Det var
ogsaa i Tilslutning til Renaissancens store Filosoffer, navnlig
Spinoza. Man kan næsten sige, at Troen paa Naturen var
Renaissancens Modeftlosofi. Vi finder stærke Spor af den i Renaissancens
Kunst og Litteratur, hos Marlowe og Shakespeare, blandt andre.
Men dertil kom endnu, at Troen paa Naturen som et alt
omfattende og alt foraarsagende Væsen syntes at stemme med den
nyere Naturvidenskabs Forestilling om „Naturens Enhed" og
Kræfternes Ækvivalens. Naturen syntes at maatte opfattes som et
System af sammenhængende Kræfter. Og alt det, som nu sker, syntes
at maatte være absolut forudbestemt eller „determineret" af
forudgaaende Aarsager. Determinismen syntes at stemme med den
stoiske Nødvendighedslære. Hele Verden syntes at være en stor
sammenhængende Mekanisme, optrukken én Gang for alle.
Saa vel anbefalet var Troen paa Naturen. Den havde talt
nogle af de største Tiders store Tænkere blandt sine troende. Den
havde hos nogle af dem boet sammen med den mest pletfri
menneskelige Dyd og den mest rørende Sjælsadel. Og den syntes at
stemme med det mekaniske Verdensbillede, som blev grundlagt af
Renaissancen, og som naaede til en Slags storslagen Afslutning i
det nittende Aarhundrede.
Havde Troen paa Naturen ikke været saa vel anbefalet, vilde
det have været uforklarligt, at saa lærde og overordentlig
begavede Mænd som Taine og Renan kunde fanges af en saadan Tro.
Og det vilde være uforstaaelige at „Naturalismen* kunde spille en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
