Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Troen paa Naturen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
17 Troen paa Naturen
tikken venter paa sin Geoffroy Saint-Hilaire, — denne store Mand,
som har bevist Uhyrernes lovlige Ret til at eksistere, la légitimité
ii«s monstres. Naar man i nogen Tid har studeret Menneskeaanden
med samme Upartiskhed1) som den, hvormed man i
Naturvidenskaberne studerer Materien, da vil man have gjort et
overordentlig Skridt fremad. Det er det eneste Middel, hvorved
Menneskeheden kan hæve sig en Smule op over sig selv.
Menneskeheden ____vil være som Gud, den vil bedømme sig selv ovenfra."
Vi ser Fremgangen fra de gamle Stoikere. Marcus Aurelius
kunde ikke med sin bedste Vilje og med al sin Naturfromhed blive
kvit Følelsen af en dyb Forskel mellem godt og ondt. Han
vedblev lige til det sidste at rense sit Sind fra alle låve Følelser, —
?om om der var nogen Forskel paa højt og lavt, naar man ser
paa Menneskelivet ovenfra.
Marcus Aurelius skriver en Dag, da han følte sig saa syg, at
han ikke længere kunde holde en af sine kære Bøger i sin Haand:
.Det er dig ikke længer forundt at læse; men det er dig stedse
forundt at støde al Voldsomhed ud af dit Hjerte; det er dig stedse
tilladt at foragte Glæde og Smerte; det er dig altid tilladt ikke at
blive vred paa de dumme og de utaknemlige; hvad mere er, det
er dig tilladt at fortsætte at gøre vel imod dem." Saaledes skrev
den gamle syge Kejser i sin ensomme Brevveksling med sig selv.
Han kunde ikke, skønt han var Romerrigets Kejser, hæve sig
saa højt som til at anse ædelt og uædelt som lige naturlige og
normale Ting. Han vedblev haardnakket og ulogisk at foretrække
det, som var hjerterent og nobelt. Han kunde ikke være saa
upartisk, som Flaubert vil, at vi skal være i Betragtningen af de
menneskelige Ting. Men han vidste jo heller ikke, at Geoffroy de
Saint-Hilaire skulde komme til at bevise Uhyrernes lovmæssige Ret til
at eksistere.
Ogsaa Renan naaede af og til meget længere end de gamle
Stoikere i den Kunst at se .upartisk" paa godt og ondt, eller at
se det hele fra Naturguddommens Standpunkt. En af Personerne,
i Renans berømte Dialogues philosophiques, — en af de Personer
hvori den mangfoldig sammensatte Renan morede sig med at
.spalte sig selv*, — udtaler sig paa følgende fyndige og klare Maade:
.Hvad mig angaar, gouterer jeg hele Universet. Jeg nyder den
vellyitiges Vellyst, den ryggesløses Rangel. Selskabsmandens Salonliv
’) Udhcvflt her.
TiUkaaran ltOi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
