Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. V.: Bidrag til Monrads Biografi. Barndom og Ungdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Biilrag til Monrads Biografi
41
har jeg ikke haft noget Fædrehjem, — Nu er de begge døde og deres
Grave ligger fjernt fra hinanden, men for min Tanke stiller de sig som
forenede, som jeg saa’ dem den første Gang, kun at der ikke er mere
Graad! Men Bølgerne ruller saa lange med skumdækte Toppe."
Det er karakteristisk, at Monrad her ikke nævner, af hvad Art
Faderens Sygdom var; den var imidlertid ikke en forbigaaende
Aandssvækkelse, men en uhelbredelig Sindssyge med vekslende
Anfald af Raseri. Som ofte skal være Tilfældet i den Art af
Sindssygdom, vendte den syge sin Vrede fortrinsvis mod sine
nærmeste, som han tidligere havde kærest. Det var da navnlig
Hustruen. som blev Genstand for hans Vredesudbrud, og engang
forsøgte han endog at ombringe hende. Da hendes Nærværelse
saaledes kun irriterede ham og forværrede hans Tilstand, maatte
hun forlade Mand og Børn og tage Ophold hos sine Slægtninge,
først i Flensborg og senere i Elmshorn, hvor hun døde i 1828.
Hun gensaa’ ikke sin Mand, og med Børnene maatte hun
indskrænke sig til at føre en Korrespondance, der vidner om, hvor
tungt det faldt hende at være skilt fra dem, thi kun én Gang i
1825 kunde M. aflægge et kort Besøg hos Moderen. Senere
besøgte han hendes Grav i 1838, og han skriver derom: »Det staar
ret levende for mig, hvorledes min arme Familie har været
adsplittet og omtumlet til alle Kanter. Jeg erindrer ikke nogen Sinde
at have set et Ansigt, i hvilket Livets Smerte og Lidelser havde
mere afpræget sig end hendes. Jeg ser endnu disse
kummerfulde Træk og dette ømme moderlige Smil om hendes Læber."
Endnu i nogle Aar holdt de 2 Døtre ud hos Faderen indtil ogsaa
de maatte forlade ham og vende tilbage til Danmark. Senere
giftede den ene, Sophie, sig med en Lods, Werlig, den anden,
Ottilie, som var svagelig, forblev ugift og døde i Kjøbenhavn.
Faderen blev sat i Kost hos en Major Tuff paa Tusterø i
Trondhjems Fjord, men købte sig i 1832 en lille Gaard, Asmundsgaard
i Nærheden af Byen. I 1835 kom han til Kjøbenhavn, hvor han
laa en Tid paa Frederiks Hospital og førtes senere til
Sindssygeanstalten i Hornheim. Hans Tilstand blev efterhaanden roligere,
men dyb Melankoli og Mistro til alle, især mod hans nærmeste,
forfulgte ham til hans Død, der endelig indtraf i 1863 eller i
Slutningen af 1862.
Da Familiens Samliv i Trondhjem opløstes, sendtes Sønnen
til en Købmand Kornerup i Præstø, som var gift med hans Moster.
I denne Familie tilbragte han 6 Aar. De havde modtaget ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
