Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
90
Teatrene
han bliver patetisk, maatte det jo blive ved Karker. I Fremstillingen
beror saa meget paa Skabelonen, og »hvo til Sjællandsfar er skabt, blir aldrig
Jyde". Det er en gammel Vise, hvormed Jeppe (jeg mener den sjællandske,
ikke Hr. Aakjær, der bare hoverer derover) maa trøste sig.
Men derfor skal Jeppe ikke fraskrive sig enhver Forbindelse med
det tragiske. Den, der skal spille Jeppe paa Bjerget ret, maa ikke blot
kunne le af Jeppe, men græde med ham. Det er ikke gammeldags
romantisk Æstetik, det giver simpel sund Menneskesans. Det er ventelig
ogsaa det, Hr. Poulsen i dette Efteraar har gaaet og summet sig paa for
at glæde os dermed, naar han atter spiller Jeppe.
Og hvad der gælder Skuespilleren maa da i endnu højere Grad
gælde Digteren. En stor Digter er et helt Menneske d. v. s. et udvokset,
en, der har løbet Linen ud i begge Retninger. Derfor gaar han netop
lige saa langt i den ene Retning, som han har været i den anden. Skriver
han Tragedier, vil han vide. som J. P. Jakobsen siger, at „naar Mennesket
ikke i passionerede Situationer er lige paa Nippet til at blive komisk, saa
er der for langt til Shakespeare og Naturen", og handle derefter (som
Jakobsen selv i Huslæreren Hr. Bigum i „Niels Lyhne"). Er han
Komedieskriver o^ forstaar sine Ting ret, vil han ikke glemme, at det Misforhold
— for paa et Misforhold beror jo al menneskelig Komedie og Tragedie —
der nu viser sig for ham som komisk, ved en Forandring af Lyset, en
Drejning at hans Haand, meget vel kunde vise sig som tragisk. Det er
inaaske dog ikke overalt, som Platon mener, den samme Digters Sag at
skrive Tragedier og Komedier: Æskylos og Aristofanes er gode hver for
sig; men det er sikkert nok den samme Digters Sag at begribe, hvor
uhyre tragisk en Ting det er at være et Menneske, og fra en anden Side
set hvor uhyre komisk, og handle derefter. Det er sikkert nok ikke nogen
moralsk Livsanskuelse, man erhverver sig ved at mene saaledes, heller
ikke nogen religiøs, skønt man vel ad den Vej kan komme til det
religiøse. Men det er Kernen i enhver æstetisk Opfattelse af Livet, der duer
noget, hvorom man kan læse videre hos Søren Kierkegaard.
Og (frt er uden al Tvivl et moderne Teaters Pligt, at det skal rise
sine Tilskuere dette Billede af Livets Ironi. Det er derved, Nutidens Kunst
har købt sig sin Ret til at røre sig frit og hensynsløst i enhver Retning,
at den saa ogsaa skal løbe Linen ud i dem alle. Teatret er ikke nogen
moralsk Institution i indskrænket Forstand, men en æstetisk, ved at drive
den menneskelige Natur til det yderste og belyse dens Grænser. Ganske
særlig har den nationale Skueplads den Opgave i en Nation, der sjælden
gaar til Yderligheder, og hvori de store Modsætninger, der giver Livet
dets Spænding, er tilbøjelige til at slappe af i en død Ligevægt. I
Danmark er der endnu mange flere „daarlige Æstetikere" (d. v. s. overfladiske)
end grundige eller radikale. Naar den nationale Tænkemaade erklærer sig
for den Opfattelse, at Livet er hverken tragisk eller komisk, skal Kunsten
ikke blive træt af at gentage, at det er baade tragisk og komisk.
Man burde i København aldrig blive træt af at spille Tragedier. Har
vi dem ikke selv, maa vi indføre dem — ligesom Vinen. Men her er
slet ikke blevet spillet Tragedie i København i dette Efteraar. Det lille
Rædselsdrama „I Telefon" paa Dagmarteatret var meget kunstfærdigt ind-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
