Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
95
det er til at paa i Folk ligesom Lørdags-Øllebrød. 01 og Brød er godt,
sagde Manden, naar jeg faar 01 for sig og Brød for sig.
For Hesten er de blochske Aftener ikke uden Fare for det kgl.
Teater, for saa vidt som de unægtelig kan forlede til at dyrke det
levende Tableau paa Bekostning af det levende Menneske. Teatret synes
for Tiden at vælge sine Stykker, ikke efter Skuespillernes Trang og
Evne. men af Hensyn til de Opgaver, de byder Iscenesættelsen. Noget
af det smukkeste man kan se paa et Teater: en Kunstner, der helt
personlift har modtaget en Opgave, som er storre end han selv, og
tilegner sig den i Ydmyghed og vokser derved, faar man ikke gerne at se
i denne dramatiske Billedkunst. Her holder man sig helst til saadanne
Stykker, hvis Boller er mindre en Kunstnerne, og som de derfor kan
dukse, som de behager, og som Iscenesætteren kan samstemme som
Toner eller Farver. Derfor var det vel en hel Nydelse at se Goldonis
.Tilfældet har Bet* i Professor Blochs Iscenesættelse med Frii Bloch
som Hanna. Men det gav dog en Eftersmag, naar man betænkte,
at denne Forestilling og „Figurantinden" var Teatrets ypperste Kunst
for dette Efteraar. Det var Billedkunst: en hollandsk Stue, en Gaard
med Tulipaner og Solskin og røde Mure, som alle Mennesker straks
siirde Pieter de Hoogh til og med rigtige Mennesker i, men i Kostymer
som om de lige var steget ud af Frans Hals’ og Gerhard Dons
Billeder. 1 denne Stue skar Olaf Poulsen store, brede Ansigter, en leende
Mand, en vred Mand o. s. v., som om han var selve den komiske
Maske. Fru Bloch løb ud og ind (lidt for meget ud og ind) sorn
Sollyset i Baghaven, Hr. Neiiendam stod ganske todt og saa’ derpaa som en
Terborchsk Oflicer. Det var meget mere „Holland* end Goldoni nogen
Sinde har drømt oin, ligesom Gert Westfaler i sin Tid var mere
„holbergsk* end Holberg selv. Af rigtig levende Menneskefremstilling skal der
efter kloge Folks Sigende have været mere i gamle Dage, da Fru
Heiberg spillede Hanne i en simpel Flasketrøje, Mantzius buldrede ret af
Hjertens Lyst og Hultmann gav Ofliceren med fransk Bokokosving.
Af nye danske Skuespil har Teatret, med (Udtagelse af Gnudtzmanns
lille lykkeligt fundne og en Smule altfor tydeligt udførte Situation „I
Blinde* intet spillet. Derimod har det været ganske lærerigt at se, hvad
Skæbne de danske Skuespil har haft paa Folketeatret. Her har det ny
københavnske Lystspil „Møntergude 39* af Hjalmar Bergstrøm. besejret
ikke blot Hertz’s „N’inon" og Hostrups „Under Snefog*, men ogsaa
ganske taeet Vejret fra Edvard Brandes’ „Overmagt", hvori der dog var
en meget kraftigere Téatervirkning og hvori Fru Nansen, den bodfærdige
Ninon, var saadan en prægtig Folketeaters-Kernepige. Det var Lystspillet,
der i en ny Fonn vilde frem paa sin gamle Scene. Bergstrøms
københavnske Skuespil er ogsaa dramatisk Billedkunst og for saa vidt ogsaa i
den nederlandske Stil. selv om det ikke netop lugter af Tulipaner. Dets
dramatiske Idé er Huset, Møntergade 39, opfattet som en Organisme og
ut i Sammenspil fra Kælder til Kvist. Naar man la-ser det trykte Stykkr,
morer man sig over den overordentlige Omhyggelighed, hvormed
Scenariet er behandlet – der gaar saa vidt, at Forfatteren ikke vil forholde
sine Læsere den Oplysning, at den Papirsrose, der er anbragt under
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
