Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Livets Ironi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Livets Ironi
meget tydelig siger, at det er tvivlsomt, om man vender tilbage
den samme, fra en saadan Rejse, som man gik derud.
Men Erkendelsen synes os en ganske uskyldig og ufarlig
Ting. Barnet giver sig Erkendelsens Muligheder i Vold uden mindste
Betænkelighed. Jeg husker tydelig første Gang, jeg uforvarende
kom i Kast med det uendelige Rum. Det var en besynderlig
Fornemmelse ganske vist; det var ligesom at gaa i Bløde, der var
jo ingenting, der forslog i det Hul; jeg prøvede at spænde med
min Tanke over saa meget af Verden, jeg formaaede, og fylde dét
deri, men det hjalp ikke. Alligevel blev jeg ikke bange, følte
slet ikke den tomme Uendeligheds Iskulde over mig. Min tiaarige
Fantasi hjalp mig nu ogsaa ud af Vanskeligheden paa en temmelig
godtkøbs Maade. Jeg kom over i vort Tørvehus, og saa’ dér de
brune Skotørv stablede op fra Gulv til Tag, Række paa Række,
bag hinanden i det uendelige helt hen til Gavlen, som jeg ikke
kunde se. Ja, — Synet var mig saa overvældende, saa jeg ikke
tvivlede om, at her var noget, hvormed man kunde fylde det
uendelige Rum, — det maatte kunne sættes efter med Skotørv. Og
saaledes slåp jeg denne Gang, lykkelig og uden Anelse om Faren,
over den truende Uendeligheds-Forblødning.
Med Forbavselse hørte jeg en gammel Tærsker, vi havde, ytre
Angst for Erkendelsen. Han udmærkede sig ellers kun som en
stor Æder; han kunde fylde sig om Middagen, især naar der spistes
Kaal og Flæsk, saa man bagefter saa’ ham rokkende gaa langs
med Husvæggen og vride sig i Smerte. Men han var alligevel
falden i Samtale med en anden Mand om det evige Liv. Jeg stod
og hørte til. Pludselig afbrød Tærskeren Samtalen med de Ord,
at han holdt ikke af at høre mere om dette: „For naar man
ingenting véd," sagde han, „saa har man intet Ansvar." — —
Det, der fra først af fører os ind paa Erkendelsen — jeg mener
ikke den rent praktiske Erkendelse, der er knyttet til Arbejdet,
men den beskuende, den, der tillige er som Vandet til at trænge
ind alle Vegne, hvor der er en Revne eller Sprække, og overalt,
hvor der er Fald og Fremkommelighed, — det er vistnok to saa
lidet fordægtige eller ekstraordinære Ting som Magelighed og
Nysgerrighed.
Naar Lugefolkene ligger i Roemarken om Sommeren, ligger
krumbøjede i den besværlige Arbejdsstilling, hvor de kun kan støtte
paa én Haand, — da er der altid én og anden, der føier Trang
til at se sig om, hvor langt man er kommen, samtidig med at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
