Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Livets Ironi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Livets Ironi 126
sjælenes Tilstand kunne skønne, at selve Lykkefølelsen skulde være
stærkere ved Slutningen end ved Begyndelsen af Perioden. Og det
er rimeligt; thi det eneste, som her kunde frembringe Forandring,
var dette, om man havde haft det Held at faa Relativiteten byttet
bort og havde faaet det absolutte i Stedet.
Tag Tiden før og efter Korstogene. — Forandringen i
Livs-vilkaar og Livsfornødenheder, ja, ogsaa i Tankegang og Livsfølelse
er umaadelig. Vesteuropas Folkeslag havde ved Sammenstødet og
Samlivet med Byzantiner og Araber lært Østens Kultur og
Forfinelse at kende. De havde været et haardt, grovt, nøjsomt, til
Dels verdensforsagende Folkefærd, og blev nu efter Korstogene
overdaadige i hele deres Livsførelse, forfinede og dog livskraftige,
berusede af Livets Rigdom. Dog vilde en Mand som
Michelangelo sikkert ikke kalde sig lykkeligere end Folk fra den gamle
Tid; det er jo alt andet end Følelsen af Lykke, der faar sit
mægtige Udtryk i hans Arbejder. Det maa vel ogsaa snarest opfattes
som et fortvivlet-kaadt Udtryk for Livsforagt, naar han ved hint
berømte Kunstnergilde skal idømme Benvenuto Cellini en Straf for
dennes frække Spas, — griber ham og løfter ham op og brøler:
Han skal leve! han skal leve!
Eller, for at nævne noget, der ligger os selv nærmere:
Forskellen mellem vor og Tiden før den store Revolution! — Aldrig
har vel Omvæltningen og Fremgangen været større i det ydre som
i det indre; men om Lykkefølelsens Fremgang forlyder inteL
Altid kan man i vore Dage høre Mennesker tale om den langt
roligere, langt lykkeligere Fortid. De fleste har nemlig ikke
Forstand til at indse den sande Aarsag, og saa giver de Uroen, Livets
Complieerthed og Anspændthed i vore Dage Skylden for, at man
ikke føler sig lykkeligere end tidligere. Grunden synes dog —
netop naar man indrømmer det uhyre reelle Fremskridt paa alle
Omraader — kun at kunne være den, at ogsaa Menneskeheden
(ikke blot den enkelte) ubevidst ved al Fremgang stræber efter
noget, som ved Fremgang, i almindelig Forstand, aldrig kan naas:
det absolutte. — —
Som Resultat af de Betragtninger, her er anstillede over Livets
Ironi, — kan da nævnes følgende: Saavel Menneskeslægten som
den enkelte drives ustandseligt fremad og opad fra det Stade,
hvorpaa han (eller den) befinder sig. Sædvanlig har denne
Frem-adskriden til Grund et Haab om større Lykke, et Haab, som dog
altid viser sig illusorisk, naar det højere Stade er naaet, idet man,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
