Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Valdemar Rørdam: En Stump Selvbiografi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
134
En Stump Selvbiografi 134
jeg maaske have tilgivet hende. Men en Dag, da jeg ved
Morgensangen begejstret havde sunget med af fuld Hals, tog hun mig til
Side og sagde, at jeg skulde holde Mund, jeg sang falsk. Det
tilgiver jeg hende aldrig.
Siden har jeg kun sunget i Enrum, under aaben Himmel og
i Blæst; saa flygter Markens Dyr og Himlens Fugle. Heksen har nok
talt sandt. Kandela hed hun, opkaldt efter Almanakens
Forkortning af Missa Kandelarum, Kyndelmisse. Jeg nedskriver hendes
Navn, for det Tilfælde at Regnskabets Engel læser disse Linjer.
Gennem min Farmor stammer jeg fra den stærkt lyriske
Slægt Birkedal. Far skrev i sin Ungdom smukke Vers og gør
det endnu; et Par af hans Salmer er kendt vidt ud. Fra ham
har jeg sagtens arvet , Aaren" og den stærke Natursans; blot er
hans Himmel den over en Have, min den over Heden og Havet.
Allerede som 6-aarig iagttog jeg Planter og Dyr, Luft og Lys; blev
borte i Naturlivet ligesaa dybt som i Bøgerne; løb hjemme fra
for at plukke Blomster langs Grøfterne, holdt af at ligge paa
Ryggen midt i en Kornmark og glane efter Skyerne, glemte at gaa
hjem til Madtid, og fik Skænd for det, naar jeg kom.
Jeg lavede dog ikke Vers om det; mit første Digt inspireredes
ikke af Solen og Blomsterne, men af en korsikansk Dolk. En
Dame havde bragt den med fra Ajaccio. Hæftet Ibenholt med
Perlemors Indlæg, den blinkende Klinge smal og spændig, spids
som en Syl og lang nok til at gennembore Hjertet. Maaske havde
den virkelig „smagt Blod"; den kom jo fra Korsika, og paa
Klingen var indgravet det truende Ord Vendetta.
Den vilde jeg forfærdelig gerne have. Og en Dag jeg gik og
tænkte paa den, kom det over mig:
Dejlige Vendetta,
blinkende Vendetta,
dig vil jeg eje ...
fire, fem lidenskabelige Strofer, som jeg saa renskrev pynteligt
og overrakte Dolkens Ejerinde. Til min uglemmelige Skuffelse
modstod hun.
Ti Aar gammel skrev jeg endnu et Digt; det begyndte:
De unge Damer laa i Græsset
og læste Ibsens .Terje Vigen*.
Hvad der videre hændte, véd jeg ikke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
