Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marie Bregendahl: Hendrik i Bakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
Hendrik i Bakken 160
brud faaet nogle Brødkrummer i den gale Hals. Han sad nu
bortvendt og krumbøjet og hostede sin Fortvivlelse væk.
Sønnen Jakob, der havde Plads paa Bænken i Nærheden af
Niels, sad og vimsede om med Hovedet og Overkroppen og
trippede rundt med Fødderne under Bordet i fornøjet Uro. Han
fniste og tiskede, mens Smilet bredte sig over hele hans lyse
Ansigt. — Han var lige saa henrykt over at se paa Niels’ Fagter som
over at vise Karlene, at han var med i deres lønlige Moro.
Den eneste rolige var Tvillingbroderen Ole. Han sad ligesom
lidt for sig selv og tog tilsyneladende kun Vare paa sine to store
Rundenommer.
Først da Jakobs Lystighed begyndte at blive noget højrøstet,
vendte han sit tunge Ansigt om imod ham og sagde lavt, men
strengt:
„Du skulde hellere lade det Fniseri være;–for du kan
vel nok se, hvem det er han gør Nar af!"
Da var det først, det faldt Jakob ind at se op for den anden
Bordende, hvor Faderen sad. Og da han havde gjort det, blev
han blussende rød og skamfuld. Nu saa’ han nok, hvad Niels’
Minespil skulde betyde.
Thi akkurat som Niels havde gabet op, naar der var en
Mundfuld i Vente, og løftet Næsen og Kæberne af Led, løftede
Hendrik paa sin store Overmund og paa sin svulne, blaarøde Næse.
Akkurat som Niels havde trukket Skindet op over Panden og
flakset med Ørene, saa gjorde ogsaa Hendrik, og akkurat med de
samme sindssvage Grimasser og smaskende Lyde foregik Madens
Tygning og Synkning.
Da Jakob saa’ sin Far sidde der for Bordenden, uden at ane,
hvordan de lo ad ham og havde ham til Bedste alle sammen,
følte han et pinefuldt Ubehag ved at se paa Faderens Grimhed og
sære Fagter og tillige en skamfuld Bedrøvelse over, at han selv
havde været med til at le deraf.
Imidlertid fik Anders Forkarl givet Niels et hemmeligt Vink
om at holde op med Løjerne. Han lod ham forstaa ved en
veltalende Blinken og Blunen med Øjnene, at det ellers ikke længere
var muligt for Karlene at kvæle den Latter, der sad og rystede i
dem og hvert Øjeblik truede med at sprænge de kunstige
Skranker. Og da Niels nu ogsaa var bleven færdig med sin kolde Davre,
standsede Løjerne af sig selv.
Ogsaa de store Mellemmader der nede midt paa Bordet var nu
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
