Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Marie Bregendahl: Hendrik i Bakken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hendrik i Bakken
161
forsvundne, og Anders Forkarl begyndte at rage rundt med Tæerne
inde under Bordet for at finde sine Træsko.
Da det var lykkedes, skubbede han sine gul- og blaastribede
Perlemufifediser et godt Stykke længere op paa Bluseærmerne og
trak saa sit store Landmandsur op af Vestelommen.
„Ja. saa var ’et nok ikke her En skulde være længere," sagde
han og snoede lidt paa sig.
Men han rejste sig ikke. Han skottede bare et Par Gange op
lil Husbonden.
Der var Tavshed over hele Linien.
Efter en lille Stunds Forløb trak Anders som halvt i Tanker
igen Uret op af Lommen, og efter at han atter havde gemt det,
henvendte han sig med synlig Overvindelse til sin Hnsbond:
„Ja, hvad mener du, Hendrik, — kan ’et nytte noget at lide
paa Vejret?"
Hendrik var netop i Færd med at pilke Øjet ud af sit
Lamme-hoved. Da ban havde faaet fat paa det, holdt han om det med
tre Fingre, dyppede det godt i Saltkarret og løftede saa Næsen
omtrent midt op i Panden, idet han gabede efter det.
Men om han havde hørt Karlens Spørgsmaal, skulde ingen
blive klog paa.
Anders harkede forlegent og drejede sin Lue mellem sine
barkede Fingre. De andre Karle vekslede nogle fornøjede Øjekast med
hverandre, medens Niels først keg op mod Hendriks skyede Pande
og derfra op mod Himlen:
„Det er endda nogle fæle sorte Blaanner, der er oppe i Dag.
— Det kunde gerne se ud til Torden."
Saa snappede han sin Kasket og smøg ud af Døren med et
skælmsk og skalkagtigt Smil om sin Mund.
Da der atter var forløbet nogle Minutter og Tavsheden stadig
var lige stor, fik Anders sig omsider til at rette et nyt
Spørgsmaal:
„Ja, tror du saa, det kan nytte vi gaar hen og letter paa
Havrekærvene, eller skal vi blive ved at pløje?"
Hendrik slikkede sig om Munden efter det fede Lammeøje,
tørrede sine Fingre af nede paa sine Bukseknæ, og da det var
gjort, drejede han Ansigtet ind mod Stuen og spyttede med en
foragtelig Mundvridning langt hen ad Gulvet — Ptøjh!
Forkarlen værdigede han ikke saa meget som et Øjekast,
endsige et Ord.
tihkoøren l«ot 11
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
