Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Jørgensen: Lidt om, hvordan det gaar til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
221 Lidt om, hvordan det gaar til
ligesom mere idérig, og hvad jeg ikke forud vilde kunne finde
paa i en koldblodig „Disposition" til min Bog. det kommer frem
ligesom af sig selv under Arbejdets Gang. Udtryk falder mig i
Pennen, Erindringer, der kan bruges til et Optrin eller et
Landskab, dukker op, selve Gangen i Bogen ligesom ordner sig, uden
at jeg véd hvordan, Kapitel føjer sig naturligt og selvfølgeligt til
Kapitel i den virkningsfuldeste Rækkefølge, ja, ofte ligesom afsnører
Stoffet sig selv kapitelvis. Jo længere jeg arbejder, des stærkere
har jeg denne Fornemmelse af, at alt bliver gjort for mig — at
alt falder i Låve af sig seiv. Saa længe denne Tilstand varer,
kan jeg skrive, saa hurtigt Pennen formaar at løbe, og behøver
næsten aldrig at gøre en Rettelse bagefter. Ogsaa i stilistisk
Henseende er saadanne Steder de bedste.
IV
Den franske Kritiker Rémy de Gourmont har engang forfattet
et Arbejde, som han kaldte La formation du style par voie
cPassimilation. Utvivlsomt har han her virkelig udtrykt, hvorledes det,
man nu om Stunder kalder „Stil", dannes. Det er ved at optage
andres Stil i sig, at Ens egen bliver til. Gennem en Række
Efterligninger af fremmed Stil naar den begyndende Forfatter til sidst
frem til sin egen. Saaledes mener jeg i hvert Fald at vide det om
mig selv, og jeg tror at kunne paavise en Række Perioder i min
Stils Udviklingshistorie, hvor jeg har været under overvejende
Indflydelse, først af Turgenjew, saa af Heine, af J. P. Jacobsen, af
Karl Gjellerup, af Stuckenberg, af Pierre Loti, Huysmans og —
last, not Uast — af den vidunderlige Sprogkunstner Léon Bloy. Og
i min Versekunst, hvad skylder jeg ikke dér først Heine, saa
Swinburne, Drachmann, Stuckenberg. Poe, Baudelaire, de franske
Symbolister, Thor Lange, Verlaine? Hvert af disse Navne betegner
ligesom et nyt Lag Muld over den oprindelige Grund i mig. Jeg
tør heller ikke glemme det meget, jeg i senere Aar har lært af
Middelalderens Latin, baade i Vers og Prosa — af de kirkelige
Sekvenser og af det forunderlig gribende Sprog, som man finder i
de gamle Legender, der er os opbevarede i Acta Sanctorum.
Men alt dette er jo kun Udenværker og forklarer endnu ikke,
hvordan man skriver et Digt. Naar man er atten Aar og er
ulykkelig eller tror at være det, lider af spleen, Verdenssmerte
eller forsmaaet Kærlighed, saa vandrer man sine Sommerferier bort
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
