Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Henrichsen: Betragtningens Time
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
250
Betragtningens Time
Det har den nyeste Historie rist et Eksempel paa, der burde
ringe for Ørene af ethvert politisk Menneske med demokratisk
Sindelag. Det er Dreyfus-Sagen. Med Livets og Erfaringens
Styrke trænger den sig ind i denne Strid om Akademikerne og
Folket med sit Ansigt, hvis Blik kaster Lys over begge Parter.
Dreyfus-Sagen, det var ikke en Prøve paa, hvad Folkesjælen
rummer i sit Dyb, thi et er Folket selv, et andet Demokratiet som
politisk Begreb. Dreyfus-Sagen, det var derimod en Prøve paa,
hvor farligt Demokratiet, naar den aktive Poütiks Maskineri med
sin Taktik og sin Partitvang har drevet sit Spil med det, kan
blive for sig selv, for de Idealer, hvoraf det er skabt og igen har
skabt i sit Billede. Og denne Prøve, den eneste helt til Bunden
gaaende, Nutiden har kendt, blev foretaget i det Land, der har
den mest udstrakte Valgret blandt Europas Lande, hvor de
folkelige Magter og Institutioner, den offentlige Mening, Pressen, det
folkevalgte Kammer, Juryen, ikke er skabte i Gaar eller i Dag,
men fæstnede ved en Tradition og Mønstre for andre Nationer.
Derfor kan ingen Demokrat fornægte at tage Lære af denne Prøve,
selv om han, naar han betragter dens Medusahoved, føler sit
demokratiske Hjerte forstenes.
Men denne Sag var ogsaa en Prøve paa, hvor nødvendigt det er,
at der er en Magt ved Siden af Demokratiet, og en Belæring om, hvor
denne Magt skal skabes. Thi en Betragtning af Dreyfus-Sagen
giver ikke blot et forstenende Indtryk. Som der er to Sagn om
og to Fremstillinger af Medusa, en, hvorefter hun er et Uhyre,
ingen tør se paa, en anden, hvorefter hun er en ung og skøn
Kvinde, vil man i Dreyfus-Sagen finde begge Billeder. I den
ædelmodige, af Hjertets Tilskyndelse alene dikterede, for al Klogskab
og Beregning befriede Maade, hvorpaa en hel Kres af Akademikere,
Forfattere, Videnskabsmænd, Embedsmænd og Dommere, greb ind i
denne Sag og reddede Frankrigs Ære, er der netop et Indtryk af
noget kvindeligt. Disse Mænd havde ikke givet sig af med
Deltagelse i det politiske Liv, og de manglede dog tilsyneladende ikke
den Friskhed, Quidam paastaar, at Akademikeren alene opnaar
ved at træde i nær Forbindelse med Demokratiet. Disse Mænd
havde isoleret sig paa en Maade, der betænkeligt nærmede sig til,
hvad Quidam kalder „at gøre sig til Kaste", og det syntes dog,
som om de ikke var befængte med den „veritable Raahed", som
Quidam paastaar, at der gaar i den Slags Folk. De havde været
fraværende, og et er jo efter Quidam „sikker Ret", at de fra-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
