Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Voltaire som Filosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
287 Voltaire som Filosof
Han købte sig et Gods i Nærheden af Genéve (Les Délices),
og senere et Gods i Frankrig (Ferney) — lige indenfor Grænsen,
forat han hurtigt kunde slippe bort. Her boede han nu i de sidst 25
Aar af sit Liv som grand seigneur og Patriark. Han virkede, hvor
han kunde, til Bedste for Godsernes Beboere og for hele Omegnen,
talte deres Sag og udvirkede Lettelser for dem. Han optraadte
med Energi og Udholdenhed til Bedste for den religiøse Fanatismes
Ofre, og gentagne Gange lykkedes det ham at faa uretfærdige Domme
omstødte, saa at i det mindste Ofrenes Familie kunde faa
Oprejsning. Den mest bekendte af disse Sager er den Calas’ske. En Protestant
i Toulouse havde en Søn, der til Familiens Sorg hældede til
Katolicismen. Da nu denne Søn forulykkede i en Brønd, paastod
den ophidsede Befolkning, at han var bleven druknet af sin Fader,
og Retten dømte denne til at radbrækkes. Til det sidste hævdede
Calas sin Uskyldighed. Voltaire fik efter tre Aars Arbejde
godtgjort, at han var dømt med Urette. — Disse Sager optog dog ikke
Voltaires hele Tid og Kraft. Medens han førte dem, udsendte han
fra Ferney en Mængde Smaaskrifter mod Kirkens Lære og Praksis,
stadigt ud fra den naturlige Religions Standpunkt. Det er ogsaa
paa denne Tid, at han forfatter sine vigtigste filosofiske Skrifter:
Dictionnaire philosophique portatif (1764) og Le philosophe
ignorant (1766). Heller ikke Digtekunsten forsømte han paa sine
gamle Dage, og han skylder den en stor Triumf lige ved sit Livs
Afslutning. Da hans Tragedie „Iréne" skulde opføres i Foraaret
1778, indbød man ham til at overvære Førsteforestillingen, og han
drog nu efter 28 Aars Forløb atter ind i Paris. Det var i mange
Henseender en ny Tid, han nu stod overfor i sit Lands
Hovedstad. Hans Paryk vakte Opsigt paa Gaden, thi Parykkernes Tid
var ved at være forbi. Det var heller ikke blot Digteren og
Forfatteren, man hyldede; det var ogsaa, og nok saa meget,
Menneskevennen, de forfulgtes Ven. Drengene paa Gaden raabte: Vive
l’hornme aux Calas! Det var hans Kamp mod Uretten, man især
hyldede. Ved en Fest paa Théatre Francais modtog han en
storartet Ovation af Skuespillerne og af Publikum. Kun de strengt
kirkelige holdt sig tilbage; de frygtede, at en Straffedom skulde
ramme den By, der saaledes fejrede Ugudeligheden. — Kort efter
Festlighederne døde han (d. 31. Maj 1778), efterat han ved en
Skinindrømmelse til Kirken havde sikret sig en ordentlig Begravelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
