Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Høffding: Voltaire som Filosof
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
290
Voltaire som Filosof
— ofte maatte han gøre det store smaat for at kunne gøre det
„portativt", og dybe Tanker og store Problemer er han ved sin
herskende Interesse for „Simpelheden" kommen til at behandle
overfladisk.
Voltaire har fra sin Barndom af troet paa en Gud. Naar
han senere hen søger Grunde for denne Tro, henviser han til to
Motiver.
Det ene ligger i den praktiske, moralske Nødvendighed af at
antage et Væsen, der hævder Moralen. Voltaire anser Ateismen
for at være farlig for Dyden, selv om den ikke er saa skadelig
som Fanatismen. „Mennesker, der ikke kender nogen Tøjle, kan
ikke leve sammen; overfor de hemmelige Forbrydelser formaar
Loven intet; der maa være en hævnende Gud (dieu vengeur), som
— i denne eller i en anden Verden — kan straffe de onde, der
undgaar den menneskelige Retfærdighed." „Hvis Gud ikke
var til. maatte man opfinde ham" — siger Voltaire i et af sine
Digte.
Det andet Motiv finder han i Hensigtsmæssigheden i Naturen.
Han holder bestemt paa, at der gives Hensigtsaarsager (causes
finales), ikke blot virkende Aarsager. Ligesom Newton mener han,
at Verdensbygningens Harmoni forudsætter en Verdensbygmester.
Livets Opstaaen og Livsformernes Formaalstjenlighed peger i
samme Retning.
Men en stor Vanskelighed frembyder sig: hvorledes kan det
onde i Verden, Lidelsen, Ulykken, forenes med Troen paa en god
Gud? — Det var især Lissabons Ødelæggelse ved Jordskælv
i Aaret 1755, der greb Voltaire dybt og førte ham til at give
sin Tvivl Luft. (Poéme sur le désastre de Lisbonne). Filosoffen
Leibniz og Digteren Pope havde villet vise, at alt er godt, naar
man blot ser paa Helheden; Ulykken og Smerten i det enkelte
kan være nødvendig, for at der kan være Harmoni i det Hele.
Denne Lære oprører Voltaire. Hvorledes, spørger han, kan der
være Harmoni i Helheden, naar de enkelte lider? Og har de
enkelte da ikke Lov til at udtrykke deres Lidelse, at skrige? Hvor-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
