Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
303
Dr. Brandes er netop nøgtern som selve Borgerligheden.
Hans Ros lyder forstandig og brav. Hans Udtryk for
Kærlighed bliver Behaget ved at tale med en, som er god og smuk,
ved at stryge med Haand over Haand eller se den andens
vederkvægende Smil. Kun en enkelt Gang stiger Udtrykket til det
ekstatiske .uden dig maa jeg dø*, men inderst nærer han
selvfølgelig ingen Tvivl om, at hans Kærlighed ej er dræbende. Den
er i sit Væsen epikuræisk, mest legemlig, aldrig sjælfuldt beruset
eller lyrisk stormende; dens Udtryk kan lyde receptmæssig, men
ogsaa fint og kønt i sin dæmpede Ro. Han er mistænksom
overfor de luftige som overfor de store Ord, forsigtig. I sit
Hjemlivs-Begreb maaske endda ikke usnærpet — den forstandige
Højesteretssagfører Gerner i „Kærlighed* finder det paa en særdeles
indtrængende Maade upassende for unge Piger saavel at løbe paa
Skøjter som at gaa paa Karneval.
Selvfølgelig er Dr. Brandes ingen Bedsteborger, næppe en
Gang en god Borger. Men de borgerlige Instinkter præger ham.
Sammenstil ham forsøgsvis med Bohemen, den ideelt optagne
Videnskabsmand, Natur-Dyrkeren, Folke-Idealisten — en Række af
Aandsformer, han paa en eller anden Maade kunde strejfe, og
laan vil stadig se Grænsen dragen gennem hans praktiske, køligt
afvejende, individuelt reserverede Borgerb’ghed, som saa ofte hører
til hans Races stærkeste og paalideligste Egenskaber. Han er ganske
vist den yderste Individualisme, længst til venstre, i denne
juste-milieu Københavner-Prægning. Han tegner den, kæmper med den,
irriteres af den, skælder den undertiden, — netop fordi han selv
har den i Kroppen, selv er Kød af dens Kød, Blod af dens Blod.
Hvilken kunstnerisk Livskraft ejer nu disse Skuespil? Hvor
længe vil de leve? Spørgsmaalet er altid vanskeligt — og paa en
vis Maade lige saa nyttigt som det ligelydende Spørgsmaal, Børn
stiller Kukkeren ved Sommertide. Hvor længe lever Litteratur vel
overhovedet? Men han er af Venne-Ros bleven hævet saa højt,
og af Modstander-Kritik hudflettet saa overlegent, at vi ikke kan
komme uden om denne Side af Sagen.
Kunde vi regne med Udlandets Dom, vilde det Hele være lige
til. Hans Skuespil har vakt ringe Interesse udenfor Landets
Grænser, — hvor de ikke netop er bleven tagne under Armene af
Reassurancens Nabo-Storheder. I Frankrig skrev Kritikkens Bed-
20*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
