Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
306
Edvard Brandes
det fører os ind i Tidens Luft, med dens særlige Liv og urolige
Aandedræt. Hvad er det, der bliver Betydningen af »Et Besøg"?
Næppe Spørgsmaalet om den verdenskloge Faders Ret til og
Kamp for sin Datter, som drages fra ham af en ulden og
ubekymret Teolog. Der føres egentlig ingen Kamp, skønt den vel
ikke var uden Haab, og Retten kan være tvivlsom, al den Stund
han aldrig har søgt at knytte hende nær til sig. Men saa
lavmælt det falder i sin Tone, saa ægte er det i sin Følelse, saa
livspaalideligt i sin korte Brydning og trætte Opgiven. Disse
Mennesker staar saa vederhæftigt til hverandre, ikke meget frit og
levende belyst, men stemningsfint og alvorligt — i Hjemkomstens
Smil og Mødets Uro, den voksende Spænding og Forbitrelse, saa
Resignationen og den afgørende Gliden fra hinanden, der er det
endelige Brud.
Netop dette er det blivende værdifulde i disse Skuespil. De
vil give os Livets Problemer; de giver os Livets Tone og Alvor,
saadan som Edv. Brandes har følt den. De fører deres Tids Tale,
saadan som Forf. har hørt den, med halvt udsagte Ord og megen
underforstaaet Stemning, tydeligere og vittigere vel end
almindeligt i det Borgerskab, de skildrer, men med dets Nervøsitet og
Utilfredshed, dets Livsbegær og Resignation — uforbeholdent
gengivet af en stift oprigtig Iagttager.
Lad ogsaa den bitre, halvt smertelige, halvt spodske
Resignation en Tid være kunstnerisk frugtbar, i Længden leves der vel
ikke ærligt paa den. Enten vokser man positivt ind i de
Livsforhold, man strider med, eller man skærer Forviklingerne over. Dr.
Brandes brød ud, opgav sit Sæde i Rigsdagen, rejste bort.
Ogsaa kunstnerisk forlod han den By og det Land, hvor han
hørte hjemme. Den fødte Realist og Nutidsskildrer giver sig i
„Daarernes Formynder", „Asgerd", „Muhammed" og „Hos Sigbrit"
i Lag med det pastiche-farvede eller historiske Skuespil.
„Daa-rernes Formynder" er mest i Slægt med de foregaaende
Arbejder. Men det lille Rokoko-Spil paa Cytheres 0, hvor Bedrag
og Selvskuffelse kaster dem i Armene paa hinanden, som daarligst
hører sammen, kendes bedskere i Tonen. Den erfarne Greve, der
taler som en formummet Dr. Brandes, siger: „Naar man bliver
ældre og har set mange Tings Forgængelighed, falder det vanske-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
