Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Christian Gulmann: Edvard Brandes
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Edvard Brandes
311
holds-Traade slynger sig mellem Mænd og Kvinder: ganske ene og
forholdsløs.
Uden dig? spørger hun forfærdet — forladt af dig! — Du
▼il skræmme mig?
Og han svarer: Jeg er svagere med dig end uden dig. Hvad
tror du, jeg tager Hensyn til her i Verden uden min Vilje og min
Forstand? Jeg er gift og har et Barn, som jeg holder af, men min
Skæbne vil jeg raade selv. Den gyldne, skønne Frihed, uden
hvilken alt Menneskeliv er Skam og Pine og Usseldom, opgiver jeg
ikke. Hvorfor skulde jeg lade mig binde af ét Baand, naar jeg
forlængst har sprængt alle de andre. Jeg kunde lige saa gerne
leve af raadden Føde som leve paa en død Følelse. Leve paa Lig!
Vil du nu forlade alt og alle for at drage alene ud med mig?
Hvorlænge? spørger hun ... Saalænge vi elsker hinanden ... Men
der har været andre før mig?. . . Ja — men jeg husker det ikke.
Jeg véd det som mit Livs Historie — men jeg husker ikke de
Kvinder, der færdedes i mit Liv. Jeg har glemt dem, som om de
aldrig havde eksisteret ... Og du vil glemme mig? spørger hun
riderc. — Jeg vil være lykkelig sammen med dig, saa længe du
skænker mig de to Ting, jeg kræver af den Kvinde, der holder af
mig: Vederkvægelse og Forstaaelse.
Saa fuldkomment trøsterig er hans Tale. Pompøs er hans
Pascha-Rolle. Til Hjemmets Afhængighed vil hun nu ikke tilbage
... .Giv mig saa de Maaneder, de Uger, du kan ofre paa mig —
og kast mig saa bort, naar min Tid er omme." For at fuldkomme
Bruddet, inden hun drager til Elskovsland, gaar hun hjem — med
Hjertet pint af Tanken om, hvorledes de ulykkelige Forældre vil
sidde alene derhjemme ved Kortene de lange Aftener og se
hinanden ældes, tvingende sig til Smil og Passiar, indtil Kortene
falder dem ud af Hænderne og Smilet svinder og Talen standser, og
de sidder aldeles ubevægeligt, som var de døde.
Dette er da den graa Romantiks Formel. Under Loven er
Livet snævert og trist. Men med Bruddets Nag og Tvivlens
Dødskulde gribes Lykken udenfor Loven. I sig selv synes den saa
hjertens haabløs, at den ligesom forsvarer Lovens Værd.
Med samme urolige, tørt overhedede Grundstemning virker
.Vera*. Som Skuespil er det stærkere farvet, mere endnu
romanagtigt end romantisk. Desværre er selve den dejlige Fru Vera,
der træt og forpint vanker rundt i sit Selskabsburs gyldne Lykke,
indtil hun foretager en overraskende Saltomortale ned i Favnen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
