Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johannes Steenstrup: Historieskrivningen i Reformationsaarhundredet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
321 Historieskrivningen i Reforrnationsaarhundredet
der hos Nationen en saadan Angst for, at dens Ære skulde gaas
for nær i Skildringer af Fortiden, som langt overgik, hvad der
fandtes af tilsvarende Følelse hos de Danske. Denne Tilspidsning
af Æresfølelsen, hvorpaa allerede er nævnt Eksempler, bidrog i
høj Grad til Syvaarskrigen, og ved dens Slutning blev det da ogsaa
i Stettinerfreden vedtaget, at da en Mængde Nidskrifter til begge
Kongers og Folks Vanære var bleven spredte omkring og havde
givet den kraftigste Næring til Splid, skulde begge Konger sørge
for, at saadanne Skandskrifter ikke tryktes og at de, som
over-traadte Forbudet, blev straffede paa Kroppen. Denne Bestemmelse
førte tilmed til den første Pressesag i Danmark. Thi den før
nævnte Præst Jon Jepsen Kolding havde i sin Danmarksbeskrivelse
udregnet, at i Fortiden 22 danske Konger havde overvundet
Svenskerne og tvunget dem til at hylde sig, og han havde tillige tilladt
sig at sige, at der i Svarteraakampen var faldet 6000 Svenske,
hvad der overskred det virkelige Tal med 1000. Herover klagede
Kong Carl IX, og der blev rejst Tiltale mod Kolding; han blev af
Konsistorium dømt til at afbede det hos Øvrigheden, og i et Aar
blev han suspenderet fra sit Embede. Selv da Huitfeldt havde
skrevet Kristian II.s Historie og i denne paa en mærkelig
fordomsfri og smuk Maade havde omtalt Gustav Vasa, blev Carl IX meget
ilde berørt deraf, han fandt ikke sin Faders Gerninger ret indførte
deri, det fortalte forekom ham for en Del ikke stemmende med
Sandheden, hvorfor han befalede Erik Jörensson Tegel at skrive en
anden Fremstilling, som Kongen selv hjalp ham med og gennemsaa.
Saa langt kan dernæst Æresfølelsen og Nationalfølelsen
udarte, at den kun bryder sig lidet om Sandheden. Det er en
Opfattelse, som især har faaet Raaderum hos de keltiske Folk, hvor
det er bleven sagt, at det var en daarlig Patriot, som ikke elskede
sit Fædreland højere end Sandheden. Værst kom her i Norden
i Refonnationsaarbundredet denne Forsyndelse frem i den sidste
svenske katholske Ærkebisp Johannes Magnus’ .Historie om alle
Göters og Sveers Konger"; her er Tallet paa Sveriges Carl’er og
Erik’er blevet saa stort, at det har sat Mærke den Dag i Dag i
de svenske Kongers Titel, og Forfatteren har ingen Frygt for at
skabe Konger og deres Historie efter fri Opfindelse. Ogsaa i
denne Henseende overgik Svenskerne de Danske. Skulde noget
tilsvarende nævnes for Danmark, maatte det være Præsten Niels
Pedersens fabelagtige Gullandske Krønike, der aabenbart var
skrevet med den Tendens at bestride Sveriges Ret til Øen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
