Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Skønlitterær Kunstundervisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skønlitterær Kunstundervisning 331
Hvad kan nu være Grunden til, at Lange ved Betragtningen
af „Verdens største Kolorist" tager sit Udgangspunkt et helt andet
Sted end i Farven? Han havde, som det synes, meget ringe Sans
for det maleriske i Malerierne. Naar han f. Eks. p. 328 stiller
Correggios Kolorit over Rembrandts og Tizians, er dette dog en
Sammenligning mellem aldeles inkommensurable Ting. Skal en
Kolorist fra Norden sammenlignes med Correggio, kan der
naturligvis kun være Tale om Vermeer fra Delft, hvis koloristiske Evner
ofte finder Udtryk, der forbløffende minder om Correggios, og
danner en Parallel, der er saa meget interessantere, fordi Vermeers
Evner til at fremstille Menneskelegemet er meget ringe. Og i Italien
selv har vi en Maalestok for Correggios Kolorit i den samtidige og
nære Lotto, hvis koloristiske Temperament ofte frembyder de mest
forbavsende Berøringspunkter med hans. Først p. 347 (o: lige før
Slutningen) naar Lange til at ofre et Par Ord paa Correggios
Kolorit. Om hans eventuelle Forbilleder véd han intet andet at sige
end et Par ganske vage Bemærkninger om Lionardo. Hvis Lange
havde stillet sig mindre fornemt over for Morellis „enøjede
Paa-staaelighed" (p. 348), var Resultatet maaske blevet mindre magert.
Her stiller han Venezianernes Kolorit i Modsætning til Lionardos
og overlader det til Læseren heraf at slutte, at Tizian og
Correggio i Koloritten repræsenterer to diametralt modsatte Principper.
Denne Sammenligning burde imidlertid ikke være indført ad en
Bagtrappe paa den sidste Side, men stillet i Spidsen og forfulgt
til sine yderste Grænser. Intet kan kaste klarere Lys over
Correggio end Sammenligningen med Tizian: Hvorfor behandler de det
blanke Staalharnisk saa totalt forskelligt, hvorfor bærer Correggios
Kvinder aldrig Smykker, medens Tizians funkler af Guld og Juveler
osv. osv.? For den Slags Spørgsmaal havde Lange liden Interesse.
Meget lærerig er saaledes hans Behandling af Udviklingen i
Assunta-Motivet (Et Udtryks Historie 1895 : Udv. Skrifter U, p. 89 f.).
Lange mener, at Udviklingen i Tizians Assunta i Venezia har naaet
sit Højdepunkt og derefter bevæger sig nedefter (p. 107, 1241
126). Om dette er rigtigt med Hensyn til Formen, er mere end
tvivlsomt. Fane og Lys synes heller ikke her at eksistere for
Lange. Han omtaler Tizian, Rubens og Murillo, som om deres
Billeder var farveløse. Men hvis man gaar ud fra det maleriske,
kommer Udviklingen i hvert Fald til at se helt anderledes ud. Tizians
Billede, der i Kunstnerens forholdsvis langsomme Udvikling maa
kaldes et Ungdomsværk, beherskes fra nederst til øverst af stærke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
