Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Skønlitterær Kunstundervisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336
Skønlitterær Kunstundervisning 336
Debat, men fremgaar det ikke af det anførte, at de har ledet ham
bort fra hans egentlige Opgave, saa han kun er kommet til at
behandle det i Kunstnerens Menneskeskildring, der talte direkte til
hans Følelse? Det fortrolige Forhold mellem Billedets Figurer paa
den ene Side og Kunstner og Tilskuer paa den anden, er det, der
i første Række interesserer Lange, og dernæst beskæftiger han sig
noget med Figurernes indbyrdes Forhold. Dette gælder ikke blot
den anførte Sammenligning mellem de to Figurer, men ogsaa hele
den udførlige Gennemgang af Malerens andre Arbejder. Det, Lange
overhovedet behandler, behandler han ypperligt, men man kan
ikke derfor lukke Øjnene for, at dette er en meget underordnet
Provins i Correggios Menneskeskildring. Og selv inden for denne
Provins gaar Lange uden om de rent formale Problemer, hvor hans
Følelse ifølge Sagens Natur kun kan tale med svag Røst. Han
gaar slet ikke ind paa Figurernes lineære Gruppering, skønt dette
er et næsten uudtømmeligt Tema, da Correggio ogsaa her er
langt ude over Højrenæssancens Skemaer. Der var dog Grund til
at fremhæve de imponerende Skraalinier i „Dagen" og Madonna
della Scodella og sammenligne dem med andre Tilløb til barok Stil,
endvidere den ganske symmetriske Sekskant i Madonna di S.
Giorgio, det ligesidede Parallelogram i „Danae" (stillet skraat i
Billedet!) osv. osv. Naar Talen var om Figurernes Sammenspil,
burde Madonna di S. Giorgio være vurderet som et Mønster paa
en samlet Komposition og være sammenstillet paa den ene Side
med Løsheden i den klassiske Renæssance (i Dresden selv har
man fortrinligt Sammenligningsmateriale i Raffaels og Bagnacavallos
Billeder; ellers er Moretto særlig egnet dertil) og paa den anden
Side med Eklektikernes fortvivlede Forsøg paa at gøre det bedre
(Passerottis Efterligning af Billedet i S. Giacomo i Bologna).
Lange gør kun opmærksom paa, at Trængselen i dette seneste
Billede er størst, men undlader at meddele, at dette ikke er noget
særligt for Correggios Udvikling, men gælder hele hans Samtid:
I de ældre Billeder er der mere Luft om Figurerne, og samtidig
indtager de en mindre Brøkdel af Billedfladen. Naar Lange
fremhæver, at Bestræbelsen for at drage Tilskueren ind i Billedet er
et Element, som først han tilfører Kunsten, burde han have
dokumenteret dette ved en Række Sammenligninger og navnlig ikke
forsømt at minde om den en halv Snes Aar ældre Lotto. Men
alle disse — rent eksempelvis anførte — Undersøgelser, hvor
Læreren ikke kan sætte sin personlige Sympati efter Antipati som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
