Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Jørgensen: Skønlitterær Kunstundervisning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
338
Skønlitterær Kunstundervisning 338
meget ungdommelig Forførelseshistorie; kun véd man, at det hos
en saadan højærværdig Mand med hvidt Haar og Skæg lige over
for et lille Barn er et gyseligt Stykke Unatur. Men i dette ellers
modbydelige Selskab — vi minde om den oven omtalte Johannes
— er der foruden Kristusbarnet flere yndige Barneskikkelser osv."
Enhver, der har læst eller hørt noget af Lange, véd, at denne
Skildring af et Kunstværk ikke er en Undtagelse, men et tilfældig
valgt Eksempel blandt Tusinder, ja at det næsten er disse
Billed-skildringer, der er det allermest karakteristiske for Lange, fordi
han Vid og stilistiske Mesterskab her fejrer sine højeste Triumfer.
Det er derfor af den allerstørste Vigtighed at faa slaaet
urokkelig fast, hvad en saadan Billedskildring er. Den er hverken eksakt
Kunstforskning eller saglig Belæring om Kunstværket: Den er
hverken mere eller mindre end ren og skær Skønlitteratur.
Dette forringer naturligvis ikke i mindste Maade dens absolutte Værdi.
Lange er uden Tvivl en af det danske Sprogs mest fremragende
Prosaister, en Klassiker saa godt som nogen. Men det farlige i
denne Art af Billedbeskrivelse ligger i, at den, naar den optræder
hos en Mand med Langes Viden og Autoritet, let kommer til at
se ud som den eneste naturlige eller endog mulige Form for
Undervisning i „Kunsthistorie". Medens Lange burde være den
sjældne og kostbare Undtagelse, hvis Berettigelse udelukkende
beror paa ganske individuelle Egenskaber, er han tværtimod blevet
Genstand for Efterligning af læge og lærde, saa at den skønlitterære
Behandling af „Kunsthistorien" snart truer med ganske at tage Livet af
den saglige. Folk synes at mene, at Betingelsen for at kunne
skrive og tale om Kunst kun er at føie varmt for Kunstværkerne
og have Ordet eller Pennen i sin Magt. Det er ikke noget
Tilfælde, at saa mange af Skønlitteraturens Dyrkere føler sig kaldede
til at være Lærere i „Kunsthistorie".
Det, der skal bandlyses fra Undervisningen i Kunsthistorie, er
Følelsen. Alt det i Kunstværkerne, som man kalder „sjælfuldt,
aandfuldt, udtryksfuldt osv.", og som maaske er den værdifuldeste
Indsats, Kunsten byder, kan ikke gøres til Genstand for
Undervisning, naar det ikke kan føres tilbage til formale eller maleriske
Egenskaber i Kunstværket. Følelsen behøver desuden i Reglen
ikke at skærpes af nogen Lærer, men Erfaringen viser, at de
allerfleste er starblinde, naar de begynder at fæste deres Blik paa
Kunstværker. Enhver vil derfor forstaa, hvor sørgeligt det er, at
den Vejledning i Tilegnelsen af Kunstværkerne, der for Tiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
