Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Litteraturens Gæster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
344
Litteraturens Gæster
Gaasefod" er blevet en meget læst og skattet Bog, hvilket man maaske
ogsaa kan slutte deraf, at „Historien om en Komediant," der
udkom i Vinter, saa hurtigt naaede det andet Oplag, der for indfødte
Bøger er noget usædvanligt, for Oversættelser en højeste Udmærkelse.
Oprigtigt talt synes jeg ikke, at netop den af Anatole Frances Bøger
fortjente denne Skæbne. Den er vittig nok, den siger Ting, som
ingen anden end en Franskmand kan sige og af Franskmændene maaske
ingen anden end Anatole France, men Viddet er nærmere end tidligere
ved at være blot Kynisme, Klogskaben er oftere uden den fine Skælven,
der gjorde den til Visdom, og i hans Ironi finder man sjældnere de
vigende Dybder.
En Bog som denne er ganske øjensynlig oversat paa sin Forfatters
grundfæstede Berømmelse, men i de sidste Aar har vi lært en Række
Bøger at kende, som nærmest er kommet paa Sensationens Konto —
den pludselige og fabelagtige Udbredelse, de har faaet i deres Hjemland.
Maaske tør man til denne Klasse regne Booker T. Washingtons Selvbiografi
,0p fra Slavestand". En Neger, der hensynsløst, uden Frygt for
Gentagelser og uden Forsøg paa Veltalenhed, fortæller om sin Selvudvikling og om
sin Virksomhed for at føre sine Stammefrænder fremad i Kultur. Man bliver
ikke vred, fordi han ikke har haft Tid til at polere sit Sprog, i
Betragtning af at han har haft Tid til saa meget andet. Hans Bog hører dog
til den mest underholdende Art, nemlig den, der har Raad til at lade
Kendsgerningerne tale. Til mange-Oplags-Bøgerne hører ogsaa van Eedens
,Den lille Johannes", som imidlertid næppe vil vinde Udbredelse
eller Popularitet herhjemme. Skildringen af den lille Drengs Vandring
med Snerlealf ejer ganske vist en Ynde og Finhed i Naturopfattelsen,
som kunde faa en Carl Ewald til at rødme over sine
Patentpenalhus-Eventyr, men efterhaanden som Bogen skrider frem, bliver Symbolikken
for indviklet. Der bliver for meget Mening og for lidt Poesi. Man tør
heller ikke spaa „Breve, han ikke fik" nogen større Folkeyndest. Det
er en ganske klog og fin Bog, skrevet af en, der har set meget og som
har forarbejdet Indtrykkene i fint dannede Omgivelser. En Bog, der af
og til oplives af en Aandrighed, undertiden indtager ved en ikke altfor
banal Sentimentalitet, en Bog, man ikke husker længe, men heller ikke
beklager sig over at have læst. Det skulde dog ikke undre mig om „En
ung Dames Roman" af Elinor Glvn ved sin grove Ædelhed og
Sødladenhed tog Teten i Bibliotekernes Udlaansprotokoller.
Men over alle disse Bøger af mer eller mindre forbigaaende Værdi
hæver sig som faste Støtter de to Romaner „Jørn Uhl" og „Huset
Bud-denbrook". De er meget forskellige, disse to Bøger og er dog begge
Forløsning for væsentlig samme dybe Trang til igen at være Mennesker
— ikke mer end Mennesker.
„Jørn Uhl" er kunstnerisk set den svageste af de to Bøger. Den er
uordnet, kaotisk, bred, undertiden trættende. Personerne er ikke altid
fastholdte, men kan miste deres Individualitet fuldstændig. Den kloge
Sikkerhed, der lyser ud af Thomas Manns Roman, mangler som
ordnende Magt. Det er en Bog. som de overlegne har rystet paa Hovedet
af, og som Kritikere har ment levede af deres Naade og Barmhjertig-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
