Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Litteraturens Gæster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
345 Litteraturens Gæster
hed, fordi de dog ikke nænnede at understrege alle dens Dødssynder, i
Betragtning af dens alligevel betydelige Egenskaber. Det er en Bog, som
det jo egentlig er overflødigt at diskutere, fordi dens rolige Mandsrost
uafhængig af Kritikkens Resonnans vækker de tusinde Sinds Ekko, og fordi
Vurderingen af den i egentligste Forstand bliver en Følelsessag. Man
kan ad kritisk Vej overbevise om æstetiske Fortrin, og man kan paapege
Tankers Nyhed, men man kan umuligt føre tvingende Bevis for
Værdien af at gentage de gamle Sandheder med Genkendelsen« dybe Glæde.
Man maa gøre sig klart, at Beviset for slige Værkers Betydning altid
føres bagefter ad historisk Vej, ved simpelthen at paapege den. Men
maaske kan man sige, hvad det er, man hölder af i denne Bog. Den
fortæller om et tungt og kejtet Menneskes Udvikling, og i Fortællingen
om dette er der forskellige Ting, der er Læseren lige saa ny og
paafaldende paa Tryk, som de er ham gammelkendte i Virkeligheden. Først
og fremmest det, at Livet har Betydning for Jørn llhl. Det har deres
egen Tilværelse for de allerfleste Mennesker. Det er ud fra denne
Forudsætning, at Mennesket taalmodigt søger efter Ligevægt og finder, at
denne er langt besværligere at naa, end det forud var at ane.
Besværligheden ligger, som Jørn Uhls Eksempel viser, ikke deri, at det er noget
enkelt svært, der skal naas, men deri, at det er en Mangfoldighed, der
skal være til Stede samtidig, skønt Livet kun lærer den efterhaanden.
Derfor maa Arbejdet stadig begyndes forfra. Har man lært at være fri,
maa man lære at være fast; har man lært at smile, maa man lære at
græde, og de kloge maa lære Agtelse for deres egen Uvidenhed, og hvad
der er det sværeste, endda ikke blive dumme. Det er meget fint og,
som det synes mig, meget beundringsværdigt sagt af den kristne Præst,
da Jørn Uhl er ved at fordærves af for megen Alvor og Fornuft: „Det
er bedre at være en Synder end en saadan retfærdig.’ Og da Jørn
Uhl har gennemgaaet den haarde Skole, er Resultatet ikke
opsigtsvækkende stort. „Møjen har dog ikke været forgæves.* Men netop saaledes
vilde vi gerne kunne underskrive det og synes undertiden at kunne det.
Det er ved sin Undren, ved den Frimodighed, der er Nøglen til Livets
naive Visdom, og ved sin Aandsfrihed, at denne Bog indtager. Den rummer
Sundhedens Mystik.
Det er smukt og godt at erfare, at der rundt om i Verden findes
geniale Digtere, fine Nerver, kloge Hjerner, heftigt bankende Hjerter, men
for Sjælen er det en meget stor Glæde at vide, at der ogsaa lever et
Menneske. Hans Aabenhjertighed gør det lettere for os andre at være os
selv vor Svaghed og vor Kejtethed bekendt. „Jørn Uhl" er et Møde, et
Bekendtskab. „Huset Buddenbrook* er noget mere — eller rettere
noget mere objektivt — en Række Erfaringer, som vi kan lade andre
gøre efter os, en Verden, som kan gennemrejses paa ny. „Jørn Uhl" er
kun til for den sympatisk stemte, men selv den, der keder sig derover,
kan ikke nægte Huset Buddenbrooks Eksistens. Thomas Mann ejer i
højeste Grad Kunstens genskabende Evne. Det er ikke blot Mennesker,
han former eller genopvækker, han fremtryller deres indbyrdes
Forbindelse, deres Hjem, deres Stad, og anbringer den midt i Tilværelsen.
Ingen Mangel, ingen kedelig Forglemmelse kan gøre os Opholdet paal’al-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
