Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Litteraturens Gæster
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
347 Litteraturens Gæster
en Fornuftovervejelse, men hun er til Gengæld i Besiddelse af en
vidunderlig Modstandskraft over for de Stød, hun paadrager sig. Hun ejer
Livets Blindhed og Styrke.
Thomas Buddenbrooks Søn, den sygelige, musikalske og drømmende
lille Hans, er Topskuddet, der visner. Med ham dør Slægten.
Det er en simpel og stor Linie. Skøn og naturlig, som den Kurve
en udslynget Sten beskriver, fra den forlader Haanden, til den ligger død
og stille ved Maalet. Der er i Grundsynet — i Frygten for det uklare, i
Betoningen af Følelsen og Føleriets Farer — noget, der kunde minde
om Pontoppidan. Det er i hvert Fald den danske Forfatter, Thomas Mann
staar nærmest, ogsaa i kunstnerisk Maalbevidsthed og Soberhed. Men
Opfattelsen er hos Mann rigere og dybere, rummer mere af det
uforklaredes Æter, og de enkelte Toner er ledsaget af flere Bitoner. Del er ikke
Følelsens Farlighed, der er det sidste Ord, men som i „Jørn Uhl"
Vanskeligheden ved at overskue Livets væsentlige Sider og ikke forsømme
nogen af dem. Begge Bøger har det tilfælles, at de udspringer fra en
dyb og inderlig Livsfølelse og derfor viser bag om Meninger og
Opfattelser til det, at selve Eksistensens store Hemmelighed kun løses ved —
at være til.
I denne Fortælling om Nedgang og Opløsning, hvor Forfatteren
ikke paa noget Punkt er skaansommere i sin Skildring af Slægtens
Forfald end Sindssygelægen Frederik Lange i sin nyudkomne Bog, er det
alligevel ikke Følelsen af Død, der behersker Indtrykket. Grunden dertil
er først og fremmest den, at Bogen er saa fuld af Liv. Ligesom i
Virkeligheden er del det, der mere end noget andet forsoner os med Døden,
at Vejen til den gaar uafbrudt gennem Liv. Langt mere end Død og
Lidelse har en mat og træt Form for Liv, Evne til at nedtrykke os —
det er selve Døden, der tager Livets Skikkelse. At denne Mathed er
langt sjældnere i Virkeligheden end i Digtningen, er en af Virkelighedens største
Fortrin. Denne Livsfylde, der syder i Buddenbrookerne og gør, at de virker
til Livets Ende, at de danser, springer, tumler, men ikke slæber sig trægt
ind i Døden, faar sit mest typiske Udtryk i Tonys lille stramme Skikkelse.
At eftergaa det Mesterskab, hvormed Mann har skildret de enkelte
Figurer, vilde være umuligt. De er alle overmaade almindelige
Hverdagsmennesker, som alligevel hölder vor Interesse fængslet. Dette gælder i
udpræget Grad om Tony. Paa ingen anden har Forfatteren saaledes
ødslet med sit Vid, sin Munterhed, sin Medfølelse og sin geniale
Forstaaelse. I hende rummes alle hans Kunsts Fortrin. Realismen har her
for Alvor løst sin Opgave at genfinde Livets Storhed og Fylde i det
smaa og ubetydelige. Hun er en lille Pjanke, sød, forfængelig og
indskrænket. Intet er højtideligt og stort hos hende. Hun lader sig gifte
og gifter sig med den ene Mand efter den anden uden større
Ophævelser. Hun glemmer sine Sorger og har næppe andre Glæder end dem,
hendes Forfængelighed skænker hende. Hendes Hjerne er for lille til
at have Plads for mere end én Idé, og denne er Huset Buddenbrooks
Trivsel og Anseelse. For den lever hun, for den gifler hun sig, og for
den skilles hun atter. — I Kraft af den vokser hun — faar en Storhed,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
