Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: D’Annunzio
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
426
D’Annunzio
er nogle faa Menneskers Eje, men er gaaet over til ligesom en vis
Velhavenhed at betyde et Klassepræg. Hvad Kritiken herhjemme kalder for
Talent, svarer nærmest til, hvad Grossererborgerskabet betyder i social
Henseende : undertiden blot en Titel, som Regel en middelstor Indtægt —
svarende til H. Klasses Kupé — og i et Mindretal af Tilfælde de store og
de største Indtægter, uden i og for sig at betyde noget beundringsværdigt.
Talentet er, hvad Kjolen er i det gode Selskab, en Adgangsbetingelse.
Hvorledes skulde Skribenterne faa deres Bøger ud, hvis de ikke havde
Talent? Det passer Forlæggerne selvfølgelig paa. Spørgsmaalet er, hvem
der bærer Kjolen, hvem der bruger Talentet. Undertiden kan der ogsaa
stikke et Geni i en Spidskjole, men det er der ikke Grund til at dvæle
ved her.
Hvad er d’Annmazio foruden at være et Talent? Er han et Menneske
— mere behøvede han jo ikke at være for at interessere os — eller er
han maaske tillige en Kunstner, der kender Skønhedens simple og dybe
Grundlove? Er han en Aand, hvem Lavets Tilskikkelser har lært en
sjælden Viden?
Han er lovprist som Psykolog. Jeg paastaar, at Størsteparten af de
sjælelige Iagttagelser, han noterer, for saa vidt de ikke er opdigtede eller
forvrængede, er fra et kunstnerisk Synspunkt overflødige — ganske
unødvendige. I den rent sportsmæssige Iver, hvormed man har kastet sig
over Sjælestudiet i moderne Litteratur, har man tabt enhver Maalestok.
Man har baaret sig ad omtrent som visse Folkevisesamlere, der samler
løst og fast, giver os den ene Variant efter den anden, ligegyldigt om de
skyldes rene Tilfældigheder og derfor ikke’ kaster Lys over noget som
helst. De Grundlinier, om hvilke d’Annunzios Iagttagelser kreser, formaar
han ikke at klare ud af Virvaret. Han er sit Stof ganske underlegen.
Og selve Stoffet forskyder sig under Hænderne paa ham. Det er
f. Eks. let for eiihver reflekteret Natur at genkende Sandheden i
d’Annunzios Skildring af det Hykleri og de Raffinementer, Mandens Bevidsthed
fremavler i hans Forhold til Kvinden, men hvormeget af det er sandt,
saaledes som d’Annunzio skildrer det. Det Hykleri, der er en naturlig
Følge af et stærkt forfinet og spaltet Tankeliv, skildrer han som en grusom
Lyst, en villet Sport. Det første er baade sandere og mere
skæbnesvangert. I d’Annunzios Gengivelse er det kun en Anomali, der
oprører og trætter os. Overalt mærker man et vist Haandelag, bestemte
Manerer i Opfattelsen af det sjælelige. Selvreflektionen er hos ham banal
som et Spejlkabinet.
Der er Tilfælde, hvor det er et rent Spil med Ord, om man vil
kalde sin Kritik æstetisk eller moralsk, fordi Skønhedens og Moralens
Krav falder sammen i Poesiens Væsen. Dette aner den gode,
gammelkendte Borgervæbningskritik intet om. Den tror at kunne ramme slige
Fænomener som d’Annunzio ved at klage over Emnernes Usædelighed og
Perversitet. Grunden til, at hans Bøger virker „usædelige", er
ingenlunde de optrædende Personers seksuelle Sjæleliv. Kunsten maa holde
fast ved, at der* er intet menneskeligt, som i og for sig skulde være
ubrugeligt som Stof. I vor egen Litteratur har vi i Svend Langes „Hjærtets
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
