Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
DEN MUSIKALSKE GRIS
en hinderune over et oeni
idt i et af Jordens Smilehuller ligger der et lille
Land. Det bestaar af 1071/* Øer, og den halve er
den største af dem alle.
Næsten alle Øerne er saa smaa, at man kan
se over det hele paa én Gang, og saa frugtbare,
at Bøgegrenene hænger helt ned i det gule Korn,
Kornet igen luder ud over Kløvermarken, og Kløveren over Engen.
Men Engen løber lige ud i Vandet og bliver til Søgræs.
Selv Vandene er smaa, og netop det gør dem saa indtagende.
De slynger sig som Sølvbaand om de smaa Øer, med Stænk af
Fisk og Genspejling af lappede Baadesejl — hvidt paa rødt. Man
kan tydeligt se tværs over de fleste af dem, — hvordan Skoven
spejler sig paa den anden Side og Fiskerrollinger leger i
Strandkanten.
Bjergene er smaa, — men de er store nok. Fra Toppen af
de højeste kan man se alle de smaa Sunde, der hver holder sin
lille 0 i Favnen; og i stille Vejr ser det grangivelig ud, som om
Havet blomstrede. Men gaar der Bølger, er det som om de smaa
Øer flød paa Vandet og gyngede op og ned — lig hængende Haver.
Saa lille er Landet, at Befolkningen maa gøre overmenneskelige
Anstrengelser for at holde sig oppe i den store Verdens Bevidsthed,
og af disse Anstrengelser er det min Ven er fremgaaet.
Jeg føler Ansigter hvile paa mig med skadefro Smil, men de
anfægter mig ikke, — jeg er mig ingen Anmasselse bevidst. Han
har selv givet mig Ret til at benytte Vennenavnet ved først at an-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
