Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
165 Den musikalske Gris
Nu han færdedes mellem sine egne, maatte det alligevel ret gaa
op for den klartskuende, hvor langt han overgik dem. Der var
intet i hans Færd, der fik En til at rødme, han undgik
Kammeraternes Gemenheder og foregreb ikke selv Livets Mysterier i sin
Leg. Han besad Blufærdighed, en Følelse der ellers er saa
uforenelig med Lømmelalderen, — og han ejede Stemninger.
Allerede ved dette Tidspunkt af hans Liv sporer vi de første
svage Tegn til det, der skulde blive hans Skæbne for alle Tider,
forbitre hans jordiske Liv og skænke ham Mindets Udødelighed i
Stedet, — som Tilfældet gerne er med Genier.
Han havde i Vuggegave faaet et vidunderligt Øre for Musik.
Det var der imidlertid ingen, der vidste dengang — end ikke
han selv — før Vækkelsen kom, og det skete først et Stykke paa
den anden Side Overgangsalderen. Han begyndte ikke med
allerede som lille at skære sig en Rørfløjte og traktere den saa
vidunderligt, at han vandt sig mægtige Beskyttere inden for Kunsten
— Grise udvikler sig nu engang ikke paa den Maade. Det kom
tværtimod meget pludseligt, og det tilkendegiver altid den højeste
Grad af kunstnerisk Begavelse.
Det var en Høstaften med Taage over Engene og Lyde, der
kom langvejs fra. Solen var gaaet ned og Maanen staaet op, og
paa Huggeblokken uden for den vestre Længe sad Karlen med
Malkepigen paa det ene Knæ og Harmonikaen støttet paa det
andet. Han sled sig møjsommeligt gennem Melodien til „Hjalmar og
Hulda" og sang de to og tyve Vers til med skælvende Stemme,
mens Pigen lyttede med et sorgfuldt Udtryk. Luften var lun og
rolig, og hele Naturen syntes at lytte til Sangen med tilbageholdt
Aande. Jeg har lagt Mærke til, at Naturen herhjemme altid tager
den mest levende Del i sine Børns Glæder og Sorger, og kunde
belægge min Iagttagelse med mange Citater af hjemlige Digtere,
der har gjort lignende Erfaringer. Dette hyggelige Forhold tror jeg
kommer af vort Fædrelands Lidenhed. Alt er saa nær ind paa
Livet af hinanden og tvinges derved til at blive som én stor
Familie med fælles Mod- og Medgang.
Under Udførelsen af første Vers stod Grisen inde ved Brønden
og kløede sig i Nakken med det ene Bagben. Han plejede at
gentage denne Øvelse hver Aften, inden han gik til Ro, for at holde
sin Smidighed ved lige, — han hadede Fedme. De første Toner
fik ham til at studse, og de næste satte ham i en rask Galop ud
Tilskueren 1904. 30
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
