Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
462
Den musikalske Gris
af Porten. Derude ståk han Hovedet ind i en Klynge Nælder og
stod og lyttede med lukkede Øjne.
Stakkels Fyr! hakket Grønt med Klid paa havde hidtil udgjort
hans jordiske Lyksalighed, og naar han oven i Købet fik
Kærnemælk til, havde han troet sig i Himlenes Himmel, Grisehimlen.
Nu falmede det alt sammen for ham, og for hans indre Bevidsthed
skød en højere, finere Verden frem. Lykkelige Svin!
Afskeden var overstaaet; for sidste Gang havde Hjalmar
omfavnet sin Hulda, der svor ham evig Troskab, og var „draget mod
Fjendernes Hær*. Sangen bevefegede sig langsomt videre, tung
som en overlæsset Skæbne med utilstrækkeligt Forspænd: — Hulda
faar Breve, som hun væder med sine Taarer — Hulda faar ingen
Breve, men græder alligevel — Hulda faar Brev, at Hjalmar er
død; og hun er utrøstelig. Hun vil ikke tro, at han er død, og
hun tror det alligevel; langsomt giver hun efter for sine falske
Slægtninges indtrængende Forestillinger og gaar ind paa at gifte
sig med en anden. — Bryllupsdagen kommer, og om Aftenen ved
Festen dukker Hjalmar op; Huldas Slægtninge har løjet ham død.
En frygtelig Katastrofe indtræder: Hjalmar knytter rasende sine
Hænder mod den onde Skæbne, drager derpaa sit Sværd og
dræber først Brudgommen, dernæst sig selv. Hulda, da hun ser det,
griber det blodige Værge og støder det i sin Barm; hun styrter
død hen over de tvendes Lig. — Hjalmar og Hulda hviler nu
sammen i sorten Muld.
Malkepigen hulkede højt under de sidste Strofer, og da
Sangen var forbi, lænede hun sit Hoved mod Karlens Skulder og sagde
snøftende: „Tænk engang Per, om det skulde gaa os to saadan."
Grisen var ogsaa bevæget om end paa en noget anden Maade.
En ny Verden var dukket frem for dens Bevidsthed, dens
musikalske Sans var vakt. Senere blev Harmonikaen hæs og blæste
nogle Toner ud i Stedet for at spille dem, og der gik Hul paa
Bassen. Men Grisen voksede paa det første uforglemmelige
Indtryk. Den forsynede Harmonikaens mangelfulde Melodier med
Halvtoner og det hele, og komponerede selv lange Stykker i Tankerne
— den var Musiker.
Overfladiske Naturer — og dem er der desværre mange af —
vil indvende, at saa simpelt et Instrument som en Harmonika,
spillet til „Hjalmar og Hulda" umulig kunde kalde den højere
Musik til Live i min Ven Grisen. Jeg vil da gøre opmærksom paa, at
Aarsag og Virkning ikke staar i ligefremt Forhold til hinanden i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
