Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
468
Den musikalske Gris
levede, havde han ikke faaet Part i Køkkenaffaldet eller
Kærnemælken ; de havde nægtet ham enhver Adgang til Truget, og han
havde bjerget Livet som han bedst kunde. Nu havde han sit
faste Udkomme og alt Affaldet og Kærnemælken i Tilgift. Og med
den lette Adgang til Truget forandrede hele hans Livsanskuelse
sig umærkeligt men sikkert. Han blev Kyniker og gav sig til at
raillere først over sine Medskabninger, dernæst over sig selv. Hele
Grisetilværelsen forekom ham en stor Farce, der opførtes som
Drama og derved blev endnu mere komisk i sin Virkning. Hvor
kosteligt maatte det ikke tage sig ud for en udenforstaaende hele
dette Samfund af Skinker og Isterblærer og stumpede Tryner, der
snurrede rundt om sig selv og troede, at hele denne Verden og den
anden med bare var til for dets Skyld! Og det allermest komiske
maatte det ikke være at se saadan et Individ sjokke om med
ideale Krav i Maven og med Ideer til at løfte Samfundet! Som
om Griseverdenen stod til at løfte — eller rettere trængte til at
løftes. Egenlig var det noget Sludder med al den Samfundsløften
— den Plads, enhver Ting indtog, var den naturlige for den.
Derfor maatte man altid bruge Vold for at give Tingene en ny
Stilling, og de vilde altid synke tilbage, naar de igen blev overladt
til dem selv. De saakaldte Tilbageskridt var da blot altings
Stræben tilbage til sin naturlige Stilling.
Var ikke Svinetønden det bedste Bevis! Noget sank til Bunds
i den og noget flød ovenpaa, og naar Pigen skulde fodre Svinene,
maatte hun altid røre rundt i Tønden først. Glemte hun det, saa
flk nogle alt det tykke og andre det bare Vand. Saa lidt var
Naturen selv stemt for en ligelig Fordeling af Livets Goder, — og
godt var det. Thi heller tykt i Dag og tyndt i Morgen end denne
evig ens Vælling altid og til alle.
Kaldelse — hvor var det da ikke et idiotisk Begreb! Som om
det var særlig Udmærkelse værd, at en eller anden gav sig til at
røre om i Oplysningens store Svinetønde og fordele Aandens
Vælling ligeligt! Han væmmedes ved sin tidligere Livsførelse og fandt,
at selve Geniet kun var et ørkesløst Vedhæng, der hindrede En i
at nyde Livet til Gavns. — Og dummest af alt forekom ham
Kravet om, at man skulde tage sig noget nyttigt til. Som om det
kunde have Spor af Indflydelse paa Verdensløbet, om han pløjede
nogle faa Brosten op eller endevendte Aspargesbedene!
Forholdene var saadan nu, at Grisen kunde have genoptaget
sin Kunst, men den gjorde det ikke. Derimod lagde den ogsaa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
