Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
470
Den musikalske Gris
saa forholdsvis vidt, kan jeg kun vide ham og hans Eksempel
Takken. Selve hans Fejltrin kom mig til gode, idet de lærte mig
at søge til Land i Tide; og dersom den historiske Försker engang
ved et af disse Træf, som selv den simpleste Blomst i Naturen
nyder godt af, skulde standse ved min ringe Person, vil han studse
over i hvilken Grad Grisen har været primum mobile — den
egentlige Bevægkraft i mit Liv.
Men det var altsaa midt i den kolde, sludfulde November. Og
det var midt paa Dagen.
Grisen havde boret sig ind i Foden af en Halmstak uden for
Gaarden og laa og sov, blot for at faa Tiden til at gaa; Dagene
faldt den alligevel lange, nu den havde slaaet sig paa Lediggang.
Inde i Stuen sad Bonden og hans Kone og drøftede dens
Fremtid. Han vilde have den slagtet straks; nu var den da saa
nogenlunde ved Sulet, men man kunde aldrig vide, hvor længe det
varede. Konen derimod holdt paa, at den skulde gaa lidt endnu.
Og hendes Mening blev lykkeligvis den afgørende.
Hen paa Eftermiddagen kom Drengen med en Kæp og drev
Grisen til Skovs. Saa lang en Spadseretur havde den aldrig faaet
før, del vilde næsten ingen Ende tage. Den pustede og vraltede,
dens fede Bug slog mod det indvendige af Benene og hindrede
dens Gang, den havde en fortærende Trang til at lægge sig ned.
Men straks var Drengen der med sin Kæp. Saa opbød den da al
sin Energi og gik videre — med lukkede Øjne, fordi det gør
Modgangen lettere. Endelig naaede de Skoven, Drengen jog den ind
mellem Træerne med et Par Slag af Kæppen og gik hjem.
Da Grisen var alene, stod den længe med sænket Hoved og
hængende Øren, aldeles urokkelig. Den var stiv som en Støtte og
stirrede frem for sig med taaget, aandsfraværende Blik. Men
pludselig udstødte den et kort Vøf! slog med Hovedet og satte i tung
Galop ind ad Skovtykningen til.
I Skovens anden Udkant laa en lille Hytte, og i den boede et
langt, magert Kvindemenneske, som var Enke efter en Skovløber.
Hun var inde i Skoven for at sanke Brænde den Eftermiddag og
stod bøjet over et Knippe, da Grisen kom galoperende og øffende
forbi. Den satte uden om hende i en Rundkreds med løftet Hale, og
hun udstødte et Hvin, da den for frem; for hun var stokdøv og
havde ikke hørt den komme. Grisen udstødte ogsaa et Hvin,
men det var af Henrykkelse, og han stillede sig op et Par Skridt
fra hende og saa’ koket paa hende med det ene Øje. Hun vovede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
