Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
471 Den musikalske Gris
sig efterhaanden til at klø ham i Nakken, og han tog sig den
Frihed at følge hende hjem.
Siden saa’ de hinanden ofte. Til at begynde med var deres
Møder mere tilfældige, men senere blev de planlagte — i alt Fald
for hans Vedkommende. Han var overhovedet — som det sig hør
og bør —■ den, der gjorde ethvert nyt indledende Skridt. Han
kom en enkelt Gang og besøgte hende, han kom igen, han fulgte
hende i Skoven efter Brænde. Han flyttede endelig helt ind hos
hende og tog hendes lille tomme Svinehus i Besiddelse.
Men deres Forhold vedblev at være fuldstændig platonisk. Der
har endogsaa fra en vis Side været rejst Tvivl om, hvor vidt hun
virkelig elskede ham eller det blot var Kvindens sædvanlige
Medfølelse med de forladte og maaske lidt Trang til Selskab, der flk
hende til at tage sig af ham. Hendes Opførsel mod ham var
altid en saadan, der godt kunde forklares ud fra Venskab alene.
Derimod er hans Kærlighed til hende hævet over enhver Tvivl.
Han var vanvittigt forelsket i hende og kendte ingen større Lykke
end at staa og betragte hendes smækre Skikkelse, naar hun gik
stærkt foroverbøjet og sankede Brænde.
Han var visselig ikke følesløs for legemlig Ynde, men
tværtimod som alle Genier meget sanselig — en hullet Strømpehæl, et
Glimt af hendes røde Klokke gennem Slidsen bagi kunde faa ham
til at skælve over hele Legemet Men i sin Opfattelse af
Kærligheden tilhørte han det ældre Slægtled, han forstod den Kunst at
beherske sig og havde aldrig krævet Forskud paa Lykken under
nogen Form. Skønt omgivet af Skoven til alle Sider skænkede
han aldrig Lønbrylluppet — Tidens mest brændende
Agrar-spørgsmaal — en Tanke.
Han vovede ikke engang at tilstaa hende sin Kærlighed.
Virkelig Kærlighed vil altid skabe noget overjordisk af den elskede
Genstand, og underligt at sige:— han, Geniet, som han dog var trods
alt, saa’ i den fattige Skovløberenke en Engel fra Skyerne, som han
var uværdig til at kaste Øjnene paa. Derfor var hans Kærlighed
dog ikke haabløs — hun kunde vindes! Han vilde kæmpe og hæve
sig op til hende, gøre sig værdig til hende ved et eller andet stort.
(Det var denne Kærligheds — Guldalderkærlighedens — Velsignelse,
at den kaldte Daaden til Live i de unge, flk dem til at ville noget.
Hvad er vel naturligere end at den daadkraftige Ungdom i et lille
Land søger ud i Verden? —det er Udvidelsens Lov!) Grisen vilde
drage bort — til Tyrken eller kanske Grønlandsisen — og vinde sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
