Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Martin Andersen-Nexø: Den musikalske Gris
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
476
Den musikalske Gris
tov! straks var den oppe igen, og i en langstrakt Svinegalop jog
den ud ad Porten og ad Skoven til.
Slagtningen havde kun virket som en gavnlig Aareladning
paa den; den var ganske rigtig bovstukket.
Liremanden syntes nok, han saa’ og hørte noget; men det hele
gik saa hurtigt for sig, at han ikke fattede Sammenhængen; og
han spillede roligt videre. Og da Mændene kom ud for at skolde
og skrabe Grisen, var den væk.
„Den kan umulig være løbet langt, efter den Omgang den
fik," sagde Bonden slukøret; og man gav sig til søge efter den.
Men Mørket faldt paa, og om Natten faldt der megen Sne.
Først næste Foraar, da Sneen smeltedé, fandt man Grisens
Lig inde under Diget ved Skovkonens Hytte.
Det var alle en Gaade, hvad der havde draget den saa langt
bort, helt om i den anden Udkant af Skoven, — og hvor den
havde faaet Kræfterne fra. Men vi forstaar begge Dele.
Hjemme paa Gaarden blev der kogt grøn Sæbe af den, og
Skovløberkonen flk nogle Pund, fordi hun havde fundet Liget.
Sæben var kun bestemt til Tøjvask, men hun brugte af den baade
til Hænder og Ansigt. Den var saa mild. sagde hun, meget
mildere end Sesam. Saa fandt de to dog til sidst hinanden.
Saaledes fulgte den ejendommeligste Skæbne min Ven lige til
det sidste og slog fast, at han var og blev en Undtagelse.
Her paa Jorden gik det ham da ilde, han naaede ikke at
udvikle sine rige Muligheder. Men nu hans Aand — er alt dette
uigenkaldeligt spildt ikke for Tid alene, men ogsaa for Evighed?
Døde han i sin negative Opfattelse af det hinsides, eller er han i
sin sidste Stund kommet til bedre Erkendelse?
Ingen véd det — jeg heller ikke; og dog drister jeg mig til i
min Vens Navn at give et lyst Svar paa disse vægtige Spørgsmaal.
Han maatte finde frem, det er umuligt andet!
Jeg slutter da denne Minderune med den inderlige
Fortrøstning, at min Ven nu befinder sig dér, hvor alt er idel Glæde og
int,et indsnævrende Baand hemmer Udfoldelsen af Sjælens rige
Gaver. At han har faaet sin Stemmes fulde Brug og i en Kreds
af salige Aander istemmer den evige Lovsang, som er
Griseverdenens Hyldest til altings Ophav, dens Bidrag til Sfærernes Harmoni.
Martin Andersen Nexø
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
