Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
499
somme Jægermester: Jeg vidste ikke, at de var saadan. Det skulde være
interessant at se, hvad Virkning det overmaade stilfærdige og overmaade
sørgmodige lille Stykke vilde gøre paa et Teater. Kærlighedsscenen i
anden Akt, hvor hun taler og han tier, er ny og nydelig.
Men Brandes’ Stykke er som sagt tydeligere. Det er i en sjælden
Grad afsluttende, man er færdig, der er ikke mere. Den samme Stue
(en „Dobbeltstue" er det nu), de samme Mennesker, den samme Luft
eller Luftløshed, i alt Fald den samme erotiske Atmosfære hvori det unge
Blod vakler mellem de himmelske Muser (Teologien!) og Husjomfruens
Sengekammer, hvor en halvgammel Kammerherre balancerer sin
begyndende Podagra mellem en lyserød Baby og et til hans Alder og
Fortjenester mere svarende og meget paagaaende Silkeskørt, og hvor den
kolde og dejlige Dame sidder midt i Spillet og kogler og gør Mænd gale
efter at „besidde" eller „eje" sig. Man begriber ikke, at Edvard Brandes
gider mere — naar man under Læsningen af alt dette her støder paa
et holbergsk Citat, der viser, hvor han egentlig har hjemme, kan man
blive helt vemodig ved det. Men det er det ærlige ved dette Skuespil,
som ellers ingen Fortrin har, at det ligesom proklamerer, at Edvard
Brandes ikke gider mere. Den dejlige Dame er for længe siden, hvad
ingen kan fortænke hende i, bleven ked af at lade sig „eje" og „besidde",
hun vil hverken ejes eller haves mere og har for ti Aar siden lukket
Sovekammerdøren i Laas, og saa er der som sagt ikke mere. For Dramaets Skyld
er det kedeligt nok — i Langes Stykke oplever man, at Polly gaar til Grunde
eller dør, som hun siger, men Vera er død, før Stykket begynder, og
Skuespillet er dødfødt — men for den historiske Tydeligheds Skyld er det
heldigt. Da den besiddelsesværdige Dame efter at have rystet de andre
Haner af sig har prøvet den sidste Kotchinkineser — en Cirkusjockey —
i en Scene, der læses som et latterligt Modstykke til Scenen mellem
Ellida og den fremmede Mand i „Fruen fra Havet* (Jockey Tylor kaldes
ogsaa paa „mystisk" Vis i Personlisten: En Herre) og derefter rækker
Hals som en anden Tulte (hun lægger Hovedet over Jernbaneskinnerne),
da er det rigtigt nok, at det er hverken Hedda eller Ellida, der har vist
sig, men Vera, det er udlagt: den nøgne Sandhed, men det er lige saa
sandt, at den Sandhed gider man ikke mere give Tid og Penge for at
se paa.
Det er da sikkert nok: de Ægteskabskomedier, der i Aar har haft
Lykken med sig, det er hverken de sørgmodige eller desperate, men de
„gemytlige" — dem, der saa at sige spiller paa Sengekanten. Det kan
gøres lidt finere, som i „Figurantinden", eller lidt grovere, som i „Den
grimme Kone" (med Fru Nansen paa Folketeatret). „Ja, Herregud, hvad
skal man sige? det morer dog altid en stakkels Pige", naar det gøres
nogenlunde behændigt, og i den Form kan man uden at forregne sig spaa
Ægteskabskomedien endnu et langt Liv.
Men Edvard Brandes er ikke saadan at blive færdig med. Hans
Modstandere kan længe nok erklære ham for død og magtesløs, han er
bestandig. Han er som det Uhyre i Mytologien med de mange Hoveder:
har man hugget et af, er der straks to i Stedet. Haardt imod haardt,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
