Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
500
Teatrene
sagde Kællingen, hun satte R—en mod en Kirkemur, og det samme
sagde Edvard Brandes, da Vera var strandet paa Folketeatret, han slog
sig paa Møntergade-Genren og gik til Dagmarteatret med det.
Anden Grund til denne Produktion ved Knopskydning end Ønsket
om at være der, er det ikke let at opdage. Er der noget, som man
netop maatte forsværge, at Edvard Brandes nogen Sinde kunde faa Held
med, saa er det netop d e t moderne racepsykologiske Genrestykke, der
har afløst ældre Tiders troskyldige Folkelivsbilleder. Her hvor det først
og fremmest gælder at krybe ud af sin egen Hud og glemme alle private
Overbevisninger, at være lutter Øje og Øre for hvad man ser og hører,
at tage en Figur paa Gebærden, at glæde sig over et sprogligt Fund som
et Barn over en Sølvskilling — her maa en Forfatter, hvis Stilsans er
saa akademisk og lidet nuanceret som Edvard Brandes’, nødvendig komme
til kort. Man har jo nok før vidst, at Figurerne i Edvard Brandes’
Skuespil talte, ikke som de maatte, efter deres naturlige Beskaffenhed, men
som de skulde, fordi Forfatteren talte igennem dem — især har de
unge Piger hos Brandes længe overrasket ved et særdeles udpræget
Mandfolkemæle — men dette ForfaUer-Diktat bliver unægtelig tydeligere
paa Snedker Holsts fjerde Bagsal paa Nørrebro end i Etatsraadens Villa.
Naar Korist Bodal i „Haardt imod Haardt" citerer „Harpyerne", som dog
hører hjemme i et Indelukke af den græske Mytologi, som det er givet
de færreste af de nulevende at betræde, med en Præcision, der kan
bringe en Professor i Kunstantikviteter til at rødme, eller naar
Typografens Selskab synger en lille yndig og — som det udtrykkelig
fremhæves — forholdsvis anstændig Vise med „Mind da min Mund!" og
„Det er Troldoms(l) og Vildskabs Nat, Elskovsstund(!)*, hvori kun
Trykfejlene røber Typografens Deltagelse, men som ellers snarest maa antages
at udtrykke Forfatterens egen Opfattelse af Troubadourpoesien ved
Øresundskysten — saa er det Fejl af samme Art, som naar det samme Selskab
gør sig tilgode med tre nykogte Hummere. Smagen er i disse Kredse
i enhver Henseende for Daasemaden. Det er Smaating, kunde man
mene, men de er afgørende. De viser, at Forfatteren ikke hår levet de
Menneskers Lav, han vil interessere os for. Derfor lever de heller slet
ikke. Stykket, der heller ikke ses at have interesseret sin Forfatter mere
end rent logisk, interesserer slet ikke Tilskuerne. Derfor faldt det ogsaa
til Jorden, uden Brag, ganske lydløst — som Papir.
Det bliver da sikkert nok ikke Edvard Brandes, en klar og stram
Intelligens, der kender Teatret og bruger det som Voltaire, men ikke en
Digter, en Kunstner, som Holberg, der kommer til at raade for Omslaget
i det moderne Drama, hvis der er noget saadant.
Men i dette Foraar har det race- eller klassepsykologiske Drama eller
paa bedre Dansk Møntergade-Komedien faaet en betydningsfuld Undsætning
udefra. Især ved den russiske Forfatter Gorkis Natteherberget, skønt der
unægtelig er lige saa langt fra Gorki til Bergstrøm som fra den sodede
Hule og den Menneskebærme, der er flydt sammen i den i
„Natteherberget", til det saftige københavnske Selskab paa Jørgensens Beværtning i
„Møntergade 39". Her kan man se, hvad det vil sige, at en Forfatter ret
lever med sine Figurer: skønt Gorkis Stykke, som det spilles paa det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
