Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Teatrene
501
kongelige Teater, vistnok er to Gange oversat: fra Russisk til Tysk og
fra Tysk til Dansk, og saaledes vel ikke kan have bevaret særdeles meget
af sin oprindelige Tone. virker det endnu uden nogen fremtrædende
Stilfarve ganske levende. En saa indætset Egenhed er der i disse Mennesker,
at man trods deres afskrækkende Navne tror at kende dem saa godt som
om de talte københavnsk og hed Kristian Vesterbro eller Kommissionær
Lundberg. Og, hvad der er det store deri, i disse „Billeder fra Dybet*
er der, uden nogen som helst symbolske Kunster, et saadant Perspektiv,
at Tilskueren intet Øjeblik faar Lov til at føie sig som en udenforstaaende.
Vi bor alle i Dybet og trænger alle til den gamle Pilegrims Trøst. Især
denne Skikkelse, Luka, er jo rent ud beundringsværdig, naivt stor, en
Jævnhed som hos Sokrates, en Kristus-Mildhed, og dog en snurrig gammel
Person med sine Ordsprog og sin Snakkesalighed, over for hvem den
uforstyrrelige Kasketmager bevarer sin Skepsis og den akademiske Proletar
(Satin) sin Overlegenhed. Det er forbavsende, hvilken evangelisk
Enfoldighed Gorki har kunnet lægge over disse Scener, hvor en „lille
Bedstefar" trisser om mellem nogle forkomne Fyre og fattige Fruentimmer —
en endnu mægtigere Realisme end den, hvormed Hollænderne malede
deres bibelske Billeder — som kan give en Baggaard med nogle sorte
Hyldebuske (desværre ser man ikke denne Dekoration paa Teatret) til et
Getsemane. Naar man hører den gamle Pilegrim sige sine store, simple
Ord om de dybeste Ting med en Stemme og i et Sprog — tænker man
sig — der er saa blødt, som naar Sneen falder, tror man at se ikke en
Goethesk „Gott der Erde" men Menneskevennen, en mægtig Aand i en
uanselig Skikkelse; ja i Slutningsakten, der kun tilsyneladende er
overflødig, fordi „Handlingen" er udspillet og Luka forsvunden, føler man
endnu noget af Disciplenes Smerte over Mesterens Bortgang. Og saa
har man dog intet Øjeblik været uden for Farvergaden og „Holger
Danske".
Udførelsen paa Teatret led nok noget af den Ulempe, der var en
naturlig Følge af, at Skuespillerne vel ikke kendte andre Russere end
Kejserindens Matroser: de agerede derfor, især i de bevægede Scener,
mere russisk end Russerne. Det er ganske, som naar Danskere taler
Svensk og Statister skal spille hostrupske Studenter. Hr. Jerndorf som
Luka var jævn nok, „Bedstefar" nok, men ikke Pilegrim nok — Luka er
knortet og vejrbidt som et Egespir — undertiden heller ikke dyb nok;
det er sandt, at Lukas Replikker skal siges paa en ganske stilfærdig og
tilforladelig Maade, men naar det nu netop gælder religiøse Erfaringer,
der er ret afvigende fra de almindeligt godkendte, er det dog nok bedst
at lægge al sin Sjæls Kraft deri. Mon Flertallet af Hr. Jerndorfs
Publikum ret forstod, hvem de havde for sig? Fuldkommen illuderende var
Hr. Hofman som Kasketmageren og Hr. Knudsen i en ganske lille Rolle
(Drageren Skævhode).
Prøver man nu paa med dette russiske „Natteherberge" at
sammenligne, hvad vi her i København i den sidste Tid har set af lignende Forsøg
paa at give en sammenløben Menneskefloks Psykologi i dramatisk Form
— Bergstrøms „Møntergade 39", Wieds lille Lemme-Komedie „Et Opgør"
(der vel var bygget over en morsom Idé men virkede næsten fornærmende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
