Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Vilh. Andersen: Teatrene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
502
Teatrene
ubetydelig paa Teatret) og altsaa Brandes’ .Haardt imod Haardt*, for
ikke at tale om Reumerts „Høygaards Pensionat", — saa vil man tydeligt
se, hvad vi her i Landet, som i andre vesteuropæiske Lande, mangler
(og maa mangle) i Simpelhed og naiv Storhed. Det kan godt overgaa
en Dansker, der maa snappe efter Været i København og ikke er saa
heldig at have hele sin Hu assureret i den jydske Hede, at længes efter noget
saa urimeligt »langt, langt herfra" som at se Solen gaa ned over de
russiske Stepper. En saadan høj og stille Himmel (der ogsaa kan
observeres fra en Kælderhals) er der over Gorkis Spelunke. Har man faaet
Øje for den, smager Dunsterne fra de hjemlige Fedteboder ikke rigtig mere.
En saadan tragisk Horisont er der i Norman-Hansens af politiske
Hensyn forbudte Skuespil fra Finland, Aina. Det er dog ingen Race-,
men en Type-Komedie, varmt følt, men skematisk udført. Figurerne, ikke
blot Hovedpersonerne men de tilfældigt optrædende: Bissekræmmeren og
især Læreren, der næsten pantomimisk apoteoserer Finland, er politiske
Typer. Paa Teatret vilde det næppe have virket stærkt.
I det hele vil det klassebeskrivende Skuespil ikke kunne undvære en
levende Hovedperson og en Handling i ganske gammeldags Forstand.
Teater er nu engang Teater og skal ikke være andet. Baade
Haupt-manns „Rose Bernd" (Dagmarteatret) og Octave Mirbeaus „Forretninger
er Forretninger" (det kgl. Teater) er bedre Skuespil end Gorkis Scener.
Men hvad blev der tilbage af Racepræget i Rose Bernd paa
Dagmarteatret. Der er saa megen Atmosfære i denne Landsbytragedie, der
begynder ved Foraarstid og ender ved Høst, naar Kornet er af Markerne
og Tærskeværket hvæser og snurrer i den høje Luft. Den Lyd maa
man høre, den spiller med i Stykket. Det er denne tørre Hede, der
brænder i Streckmann, Lokomobilmanden, en Art zolask Maskindjævel,
der gør Vold i Idyllen, ligesom Maskinen, der med sin Kvalm forurener
Luften og gør Pan forskrækket. Det er vel nok at gøre for meget af
det, naar man paa det kgl. Teater anstiller gentagne omhyggelige Prøver
for at sikre sig, at den Femøre, der (i Wieds Komedie) kastes ned til
Lirekassemanden i Gaarden, kan give den rigtige Lyd paa Brostenene,
men paa Dagmarteatret havde man som sædvanlig i enhver Henseende
gjort for lidt af det. Dette Hul i Teatergulvet, der forestillede en rislende
Kilde, denne yppige Grønsvær, der støvede, naar man satte sig paa den
— ja vist lugtede det, men ikke af Naturen.
Det er overhovedet ikke at løbe til at spille saadan et Stykke som
„Rose Bernd", naar der skal gøres Alvor af det. Atmosfæren, jeg taler
om, hænger ikke blot ved Kulisserne men i Personernes hele Maade at
være paa, deres Tanke og Tale. Stykket er helt igennem skrevet paa
Dialekt (schlesisk) og det er ganske nødvendigt, at dog noget af dette
Almuesprog bevares i Oversættelsen. Det betyder slet ikke det samme,
om Streckmann kaldes en Skurk eller en Skidtrik („a Schubiak"), man
skulde have en Kunstner i Folkesproget til at oversætte saadanne Ting,
Karl Larsen vilde næppe slaa til her, men maaske Jakob Knudsen kunde
gøre det.
Og dette Præg af Naturen er trængt saaledes ind i Marven af Figu-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
