Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Noget om at digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
515 Noget om at digte
faldt straks ned og knuste Jorden, hvad enten man havde forsøgt
at myrde en Kammerat, eller man havde forsømt at lægge
Bogmærke i sin Læsebog; Forskellen imellem Mulighed, Sandsynlighed,
Sikkerhed tog han ved Vurderingen af en Handling næsten heller
intet Hensyn til. En Uforsigtighed, der muligvis kunde have
det og det til Følge, var næsten lige saa strafværdig som en
Handling, der sikkert voldte Ulykken. — Bag det hele laa den
umulige Forudsætning, som jo dog heller ikke han kunde tro paa: at
alt med fuldkommen Sikkerhed kunde indrettes fuldkommen godt.
En Forudsætning, som alligevel blev og endnu meget hyppigt er
den gøglende Luftspejling, det Billede, den Form, hvorunder det
absolutte viser sig for mig — og piner mig. — Træk, der
minder herom, findes rundt om i mine Bøger: i „Et Gensyn", i
„Gæring", i „Afklaring". — Hans Opdragelse har voldt, at jeg den
Dag i Dag har ondt ved — saa snart der spiller Ansvar med ind
— at lade smaat være smaat, at lade Mulighed være Mulighed,
og ikke gennem Sandsynlighed lade den vokse næsten til Sikkerhed
o. s. v. — Men dette Forhold har atter gjort det til en
paatrængende Nødvendighed for mig, i det religiøse at vinde et fornyet
Skøn (smlgn. „Den gamle Præst") overfor Livets stadig indløbende
Samvittigheds-Sager, en ny Dom, en Guds-Dom, i Almindelighed
lydende paa „skyldig" eller „ikke skyldig", men som dog ogsaa
kan træffe inappellable Afgørelser paa andre Punkter. Jeg har
den Formodning, at jeg blev gal, hvis jeg nu skulde undvære denne
Afgørelsesmaade. Men jeg blæser ogsaa baade Vedtægt, Kleresi,
Øvrighed og hele Kommersen en lang Marsch, naar jeg først er
bleven sikker i en eller anden Sag ad den Vej.
For øvrigt har jeg jo dét tilfælles med alle religiøse Mennesker
— noget, hvorved jeg dog staar i Modsætning til de fleste moderne
Forfattere — at jeg kan tro paa det absolutte som noget, der
positivt angaar mig, som noget, jeg paa én Maade lever i, paa en
anden Maade skal opleve. For den ikke-religiøse kan Forholdet
til det absolutte vel aldrig blive mere end en Bevidsthed om, at
der er noget uendeligt til, som dog ikke kommer ham personligt
ved, da han, ifølge sin egen Formening, aldrig skal blive delagtig
deri. — —
Hvad endelig selve det religiøse angaar, da er det for mig
den faste Bund, det Punkt, hvorpaa jeg staar; jeg mener: som
bærer mig; saa over for dét er jeg lige saa dybt afhængig, som
dette Stade gør mig principielt uafhængig over for alt andet. Og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
