Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Noget om at digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
517 Noget om at digte
ham — af en taabelig Forfængelighed, for at vise, at han hørte
med til Lavet); man ser dem — Kunstnerne — med deres
uund-gaaelige Appelsiner og med Sherrykaraflen, Damerne med
ædelt-formede Hænder paa Bordet, skotsktærnede Sjaler og tænksomt
skønne Miner, Herrerne — ubeskrivelige. — Det er i Aarenes Løb
blevet gjort meget vanskeligt for Mennesker at se Solen gaa ned;
men naar man skal have et Ord som »sherryfarvet" derom, saa
bliver det rent umuligt. Og dog er Ordet, udvortes set,
fuldkommen nøjagtigt betegnende.
Selv hvor den reale Illusionsmaade viser sig i sin skønneste
og virksomste Form: som suggestiv Kunst, leder den undertiden
Læsernes Tanke hen paa Illusions-Apparatet. — Lad mig nævne
et Eksempel paa suggestiv Kunst, ikke fra Litteraturen, men fra
en Højskoleelevs Stilebog. Jeg havde paa Askov givet mine Elever
en Stilopgave: Foraaret. En af dem havde malet nogle Sider
op med Ord, som slet ikke bed, — saa kom han til at nævne det
lille Nik med Hovedet, som Faarene giver, idet de bider Græsset
af paa Marken. I samme Øjeblik saa’ jeg de foraarskolde, grønne
Marker, den lyse, blege Aprilhimmel, de smaa, spæde Lam, der
løber Moderen i Vejen eller falder paa Knæ for hendes Yver med
virrende Haler. — Det er jo det suggestive, det, som sætter
Læserens egen Fantasi i Bevægelse ved et enkelt Vink, — men det
virkede i dette Øjeblik suggestivt, ingenlunde blot fordi Trækket
var korrekt og rammende, men fordi det var en Bondekarl, der
skrev det; jeg flk Følelsen af, at her havde han endelig —
ingenlunde gjort kunstfærdige Illusionsforsøg — men erindret, været
borte fra Skolestuen, ude i Marken hjemme. — Havde det derimod
været en dreven Real-Illusionist, der havde brugt Udtrykket, — i
en Bog, der ellers var fuld af „Sherryfarve" og andre „Farvetinter",
af „graat Dagslys, der sivede ind gennem Persienner" og andre
lignende Ting, da vilde Udtrykket rimeligvis, ihvorvel det passede
paa Objektet, ikke have passet til det skrivende Subjekt; det vilde,
maaske netop ved sin simple Naturlighed, — igennem
Modsætningen til den øvrige Kunstnerjargon, — have bragt Læseren til
at tænke paa den, som i Æstetikken er tusinde Gange værre end
Fanden: den arbejdende Kunstner selv.
Den arbejdende Kunstner. Thi om Mennesket, der
skriver, bringes i Læserens Erindring, skader ingenlunde. I Lyrikken
skal den (virkeligt eller fingeret) skrivende jo tale i eget Navn.
Men netop dér ses det ogsaa allertydeligst, hvor meget den rette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
