Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Jakob Knudsen: Noget om at digte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
519 Noget om at digte
Naturen, vor hjælpsomme Moder
har en Skyldherres ørnehaarde Blikke, —
jeg veed, der er ringere Boder,
hvor der laanes, — dem søger jeg ikke.
Den Person, som her er tegnet, er af og til „Spejleren" i hans
Digtning, og jeg mener, det er en for fagmæssig Spejler.
Noget helt andet og langt værre er det dog, naar en moderne,
reflekteret Illusionskunstner, uden al Omdigtning, i eget Navn
optræder som Spejler. Og det kan han gøre uden i nogen Maade
at „komme med sin Pegepind" eller „stikke Hovedet frem i sin
Beretning" — som der mer end tilstrækkeligt er advaret imod. —
Han er der i sit Sprog, sin Udtryksmaade; thi alle Ord maa jo
dog nødvendig have en Person bag sig, som siger dem, og denne
Person maler sig selv i sine Ord. Er disse nu teknisk
udspekulerede, forbløffende rammende og malende; gaar han og siger
„sherryfarvet", „Farvetinte", „sivende, graat Dagslys", — da føler
Læseren, at han stadig har en udspekuleret Illusionskunstner med
sig paa sin Vandring gennem Bogen, en Ledsager, som ved selve
sin Nærværelse (i sit Sprog) netop ophæver al Illusion.
Forfatteren kan altsaa meget vel optræde aabenlyst som Spejler
i sit Værk, men det maa da være som Skjald, Sanger, Elsker,
Natursværmer eller andet lignende, — paa Kunstens Vegne maa han
meget nødig optræde. Men — han kan ogsaa forsvinde, skjule
sig i sine Personer eller — i sin Læser.
Dette at bruge de i Bogen optrædende Personer som Spejlere,
helst endda en enkelt af dem, ynder jeg selv grumme meget. —
Jo mere uütterær Personen er, des bedre spejler han en Situation
(d. v. s. des troværdigere spejler den sig i hans Bevidsthed), og
hans Ord derom, i hvor lidet „rammende" og „malende" de
maaske er, frembringer den stærke Illusion, fordi hans Ord er saa
virkelige, almenmenneskelige, grebne ud af Livet. — Jeg husker i et
bestemt Tilfælde, under Skrivningen af „Den gamle Præst", hvor
der nærmede sig en usædvanlig Situation, som jeg jo skulde have
Læseren til at tro pa^, — at jeg spurgte mig selv: hvor skal jeg
nu faa fat i et rigtigt almindeligt, dagligdags Menneske, i hvis Sind
jeg kan lade denne usædvanlige Situation spejle sig. Det var
Scenen, hvor Grev Trolle har faaet Underretning om Magnus’
Voldtægtsforsøg, og hvor han, efter at have været inde hos Grevinden,
styrter af Sted over Gaarden, ind i Laden, for at dræbe Magnus.
Dér var det mig et rent Fund, at jeg kom til at tænke paa Drengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
