Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Anker-Larsen: Et Fjog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Fjog
525
Stadsfrakkens Fløjels Krave saa paa ham fra noget fint rødt og
hvidt. Det rykkede i hans Lemmer; han lystede at gribe saadan
en Stump Pige mellem sine bomstærke Næver og klemme til, saa
alle Ribben knasedes. Men tage fat turde han ikke, for disse
Blikke bandt ham og slappede Musklerne. Det baardhændte og
raa gled bort, og han følte bare en tiggende Trang til at stryge
dem hen over Haaret____ned over Halsens Hvidhed, der anedes
videre i Brystets tildækkede Bue____stikke Armen om Livet____
det var til at blive tosset over.
Han maatte kæmpe for at holde Graaden tilbage.
Men Karlene hviskede ham i Øret og æggede ham op til en
raa Vildhed, saa at han paa Vejen hjem følte Susen i Hovedet og
næsten sansesprængt gik og mumlede saadanne Ord, som
Gadedrenge skriver paa Plankeværker og Gavle.
Hjemme sad saa Glams og ventede paa ham med en
trofast Hengivenhed, der lindede lidt Glams fik aldrig Lov at gaa
med ham paa hans Aftenture, for den bed, naar man sjoflede
Rasmus, og saa blev den sparket slaaet med Stokke og skældt
ud for at være ligesaa grim som han. Og det var en Skam. —
Men som Solen ved Tøbrudstide langsomt smelterisens haarde
Skorpe og omdanner den til en bøjelig og spejlklar Vandflade,
saaledes tøedes Rasmus’ haardhændte, brutale Sanselighed sindigt, men
sikkert, op til en blød og ren Hengivenhed, der altid spejlede en og
samme Sol, den fra hvilken den mildnende Indflydelse var kommen.
Hun hed Mikkeline. Høj og stærk med lyse, vandblaa Øjne
og Haar saa gyldent som en moden Hvedemark straalede hun
frem mellem de andre, altid venlig mod ham. Hun nænnede ikke
at le ad ham, og der var i hendes Blik, naar hun saa’ paa ham,
et eget Udtryk. Det betød Medlidenhed, men Rasmus forstod det
ikke. Han syntes bare, at det var kønt. — Og hun havde Penge;
og hendes Fader havde en Merskums Pibe med Sølvlaag, noget
Rasmus længe havde ønsket sig. Alle hans Tanker kom til at
dreje sig om hende, Pengene og Piben, men mest om hende. Han
var blot glad ved, at de to andre Ting fulgte med, men havde
ogsaa geme taget hende uden dem. —
Der lagde sig en egen Lunelse over Livet for hans Blik. Der
bølgede gennem ham nogle ubestemte Mindelser om et eller andet
Det var ikke saadan at vide, hvad det var. Men Ryggen blev
rankere, Gangen sikrere, og Øjet fik en klarere Glans. I Stedet for
sin luskende Duknakkethed fornam han et hidtil ukendt Menneske-
TiUkueren 1904 34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
