- Project Runeberg -  Tilskueren / Aarg. 21 (1904) /
532

(1884-1939)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Anker-Larsen: Et Fjog

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

532

Et Fjog

halvvoksen Dreng, der stammede fra et letsindigt Øjeblik fra hendes
Side og et noget anløbet fra en Herregaardsforvalters.

»Maa jeg fæste hende?" sagde han til Johannes.

„Du skal s’gutte saadan spørre om alting, Rasmus. Bestem
for dig selv. Husk paa, at selvgjort er velgjort. Men gaa ikke
hen og lig og kom galt af Sted med hende."

Saa rykkede Mine og Mines Søn ind i Huset, der efterhaanden
blev helt hyggeligt. Johannes hjalp ham mod et ringe Vederlag
med Driften af Jorden. En Dag da Tiden for Gammeltølsbrygning
var inde, antydede han, at en TaarØl var god at have om
Sommeren. Rasmus lod brygge og stiftede sit første Bekendtskab med
Alkohol.

„Du maaFaen henteme’ itte gaa og blive forfalden, Rasmus!"
sagde Johannes.

„Nej," lovede Rasmus.

Men han var alligevel altid glad, naar han tørstede. — Han
var igen bleven Hvermands Nar. Den eneste, der behandlede ham
alvorligt, var Johannes, men han trykkede ham ved sin
ufejlbarlige Retskaffenhed.

Mikkeline betegnede en død Fortid for ham. Hver Gang han
tænkte paa hende, mindedes han Faderens og Moderens Grave, der
havde lukket sig over hans lykkelige Tid.

Det eneste levende, han ejede fra den Tid, var Glams. —

Hans Sturm- und Drangperiode var endt. De koglende
Elle-taager kaldte ham ikke mere ud af Huset, og Klokkefrøerne kunde
kvække sig ihjel, uden at det rørte ham. Nu fristedes han mest
af Dampen fra Middagsgryden. Han sad ofte og betragtede den
med et fedt Drag om Munden og lyttede til dens boblende Kogen,
alt mens hans Øjne nu og da gled hen til Mines trivelige Arme.
Somme Tider blev Blikket hængende længe ved dem, indtil han
pludselig brød ud i et spruttende Grin:

„Ptsruh!"

„Hvad griner du af, Rasmus?"

„Du har fede Arme, Mine."

„Mener du?"

— Ja, det var gode Arme. Mine var godt i Stand. Johannes
havde nok sagt ... naa ... hm. — Nej, det kunde ikke nytte
noget med det.

Han gled dog sin Skæbne i Møde.

Det var i Høhøsten. Han og Johannes havde rejst det duftende

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 03:45:31 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/tilskueren/1904/0536.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free