Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Anker-Larsen: Et Fjog
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
536
Et Fjog
„Vil du saa være Forlover, for dig vil jeg helst ha’ til det?"
„Det skal jeg nok, Mine."
„Tak skal du ha’. Det har jeg altid sagt, at du er en Mand
med Hoved og Hjerte paa det rette Sted, som kuns raader
Rasmus til det bedste. — Ja saa kan vi godt gi hinanden Haandslag,
Rasmus."
Rasmus, der havde siddet og hængt i det og kigget til Øllet
og Knægten, jog en Haand ind over Bordet.
Da Johannes saa’ de samlede Hænder, langede han af gammel
Handelsvane en Næve hen og „slog af".
„Ja saa skulde vi vel ud i Høet," sagde han.
„I Dag skal du sove til Middag en Gang til, Johannes. Og faar
du nogen Tid Lyst til en Taar 01 eller en lille Knægt, skal du
ikke komme til at gaa forgæves til det Hus, jeg er Kone i."
Saa fik han sig en Kone. Johannes forærede ham en
Sølv-pibe i Brudegave. Saaledes stod han paa Højden af timelig Lykke.
Mine var ogsaa tilfreds — nogenlunde. Hun havde faaet et
Boels-sted. Og hun havde faaet Rasmus. Han var nu ikke saa nem.
Megen Kærlighed var ikke blevet ham beskaaret, og da han nu
pludselig af Kirken var bleven velsignet dermed, var han ret
søndertrampende i sin Ømhedsudfoldelse.
Hans Omgang med Johannes indskrænkedes til meget korte
Besøg, der altid endte med Repliken:
„Ja, nu er det nok bedst og komme hjem og se til Kun en."
Dette „Kunen" kom med en stærktandet, tæt
Mundfuld-Betoning, der fik Johannes til at se tankefuldt efter ham:
„Ja, det æ s’gu vist ingen Spøg at være i Mines Sted, men
... hvad ... det er god Jord, — og naar hun vil ha’ Stedet...
saa, — man faar Faen hente mig ingenting for itte novet her i
Verden."
Mine satte mere Pris paa „Stedet" end paa sin Brudgom.
Undertiden, i nedslaaede Stunder, lod hun det skimte frem f. Eks.
overfor Nabokonen Stine, der havde staaet paa Kirkegulvet sammen
med hende.
De sad ved en Kaffetaar hos Mine en Maanedstid efter Brylluppet.
„Ja, nu har du det jo godt, Mine. Det er et dejligt Sted.
Men det maa dov være grimt og være givt med Rasmus. Han æ
jo dov kuns en halvtosset Stakkel."
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
