Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
546
Herman Bang
man ikke kan være i Tvivl om, at der er et
Virkeligheds-Grundlag, maa han genfremkalde Billedet ved at belyse Punkt efter
Punkt. Han har selv gentagne Gange i Interviews uden at tænke
over det tvetydige deri, rost sig af sit Arbejde for at underbygge
Fantasibilledet. Hvorledes han lader sin Naboerske låve Pundkage
for at kunne forestille sig Ida Brandt i samme Situation — eller
hvorledes han rejser til Paris for at opfriske Indtrykket af
Rivoli-gaden og Louvres Gaard.
Apropos, hvor megen Usundhed røber ikke sligt moderne
Kvaksalveri. Som Digtningens Historie tilstrækkelig viser, er det
meget ofte fra et forholdsvis kort Spand af Oplevelser, at de store
Digtere efter Aars Lagring henter Stoffet til deres Digtninge, fordi
Billederne i Kraft af de hemmelige psykologiske Love, der kaldes
Geni, rejser sig tydeligere og mere levende end den Virkelighed, de
har for Øje. (Man behøver blot at minde om Turgenjeff, Lie og
Ibsen, der har skabt deres nationale Kunst under aarelangt Ophold
i Udlandet.) De tog Følgerne, skrev daarlige Bøger, naar de
hemmelige Kilder holdt op med at rinde. Nu da det gælder om at føde
Mesterværker mindst én Gang om Aaret, søger man at hjælpe paa
den indre Goldhed og undgaar alligevel ikke sin Skæbne.
Foruden disse ydre Midler bruger Herman Bang i sin Kunst,
selv hvor den er friskest, bestemte Vendinger, et eller andet
Ledemotiv for at lette sig Arbejdet. Det er en Slags Mnemoteknik.
Men naar det ægte i hans Kunst først har affødt saadanne Skemaer,
ligger det saare nær at arbejde videre paa den engang vundne Manér.
Undersøgelsen fører tilbage til Grundskavanken i Bangs
Kunstnerpersonlighed. Han mangler Respekt for sin egen Begrænsning.
Han har ikke villet stoppe, hvor Talentet satte Grænser. Som
saa mange moderne savner han den instinktive Sikkerhed, der
forhindrer Personligheden fra at synes større eller anderledes end
den er, som ikke skærmer den for det svage og falske,
men som ikke tillader nogen at forveksle dette med det
listet, indviklet i en Historie, som han maaske ellers ikke gad have med at
gøre. Herman Bang er utrættelig i at udpønse slige Rævestreger, derimod
mindre dygtig som Praktiker. Han gør i Reglen for meget ud af det, saa at
man lugter Lunten. Det er dog alligevel en af de Sider i hans Kunst, der
vinder ham de naive Hjerter. De elsker at lade sig narre af ham ligesom de
i Teatret ikke kan blive træt af at lade sig imponere af Dr. Nikolas
slagfærdige Alvidenhed. Man kan ikke uden et Smil tænke paa, hvilken bitter Skuffelse
det maa have været for Forfatteren at se sin List strande paa Hr. Sven Langes
„candeur" — falde til Jorden som en Vittighed, der ikke bliver forstaaet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
