Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herman Bang
547
ægte og oprindelige. Vitøen er i hans Kunst ikke blot en
bearbejdende, men ogsaa en frembringende Faktor. Tages Affektation
i videste Betydning, som det, der ikke staar i uundgaaeligt
Afhængighedsforhold til Personlighedens Væsen, saa er hele
Grundlaget for Bangs Kunst een stor Affektation, hvilket heldigvis ikke
vil sige, at al hans Kunst er affekteret.
Man tør i øvrigt antage, at den store Sum af Energi, hans
Kunst har slugt, har bidraget til at udmatte hans Aand og gjort
Jordbunden skikket for det underlig slappe Sortsyn, der er
Grundtonen. Det er heller ikke muligt andet end, at Kampens
Haab-løshed Gang efter Gang maa have overvældet ham. Det lyder som
et forholdsvis ægte Hjærtesuk, naar i hans sidste Bog Mesteren1
taler om, at han er dødstræt af at løbe om Kap med sig selv,
skønt det, hvis Ordene skal gælde Herman Bang selv, er for
højtideligt at tale om „at skabe det store og efter det store det større
og efter det større det største — som jeg aldrig naar’; thi
Herman Bang er ingenlunde nogen gigantisk Aand, der kæmper med
det umulige.
Man kunde maaske faa de fleste til at indrømme, at han
hverken er nogen vidtfavnende eller dyb Aand. Men hans Nervøsitet,
der er Kilden til hans Følsomhed og til hans Ideer, giver ham et
baade for ham selv og andre skuffende Skær af at være en rig
Aand. Skuffende, fordi denne Rigdom ikke bestaar i nogen
virkelig Fylde. Herman Bang ejer ikke det, der er Kilden til
sjælelig Rigdom, en dyb Grundfølelse, nogle faa tilsyneladende simple
Ideer, der ved at sættes i Forbindelse med Erfaringen, stadig
avler nye.
Fører man de hundrede Enkeltheder tilbage til deres
Grundtyper, mødes de ikke som Straalerne i det fælles Centrum, men
man ser det hele skrumpe ind, man ser den ene „Aandrighed*
overflødiggøre den anden, fordi de kun er fattige eller krampagtige
Gentagelser af det samme.
Skal man tale om Grundtanken i Herman Bangs Kunst, maa
man holde sig til den Fatalisme, der efter hans Syn bestemmer
Menneskenes Færd. Den omtales hyppig i mere eller mindre
dunkle Udtryk. Naar håns Kvinder bliver stille og ser ind i sig
selv er det deres Erfaringers Slutsum, at Mennesker ikke kan
stride imod. Naar hans Mænd hæver sig i deres fulde Højde for
1 Herman Bang skriver: Mestren.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
