Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Herman Bang
549
Type endelig findes, til hvilken det passer. For Bang lykkes denne
Tilpasning, hvor hans selvopgivende Sortsyn forenes med de bedste
Egenskaber i hans Kunst: hans Sans for det hverdagslige i alle
dets Former, baade som det graa og tunge, som det idylliske og
sentimentale og som det smaalige og lumpne. Han skaber i
Fortællingen „Ved Vejen" og i „Ludvigsbakke", de to Værker, der
længst vil gøre hans Navn kendt og elsket, fordi han i dem
lykkeligst har ydet alt, hvad han formaar, uden at sprænge sin Kunst
ved noget, der er blot tilstræbt og villet. Man vil vel være
tilbøjelig til at kalde „Ved Vejen" for Idyllen af de to, skønt den
giver et saa gribende Billede af en fattig, begrænset Tilværelses
knugende Kaar. Saa stærk er imidlertid en ren og skøn Følelses
Magt, at den forlener ogsaa det triste og låve med et
uforgængeligt Lykkeskær. Sammenligner man den med „Ludvigsbakke", faar
man paa ny bekræftet, at Døden ikke er Lykkens bitreste Fjende,
men at denne derimod findes i levende Menneskers Svaghed og
Lumpenhed. „Ludvigsbakken" er Tragedien i Bangs Digtning.
I denne Bog har han givet det dybeste og bitreste, han ved
om Livet.
Han har fortalt om Godhedens og Opofrelsens forgæves
Stormløb mod den Egoisme, der mindre stammer fra en stærk Egenvilje
end fra et afstumpet Sjæleliv, og som derfor er skudsikker for de
Vaaben, Hengivenheden kan anvende, fordi disse slet ikke ifølge
deres Natur kan naa inden for dens Volde.
I en Forfatters Produktion kan man i Reglen finde en Type,
i hvilken han har levendegjort — ikke sig selv — men den Kreds
af Tanker, der har levet nærmest hans aandelige Centrum. Gennem
den sættes vi i Stand til at maale hans aandelige Dybde. For
Bangs Vedkommende er det v. Eichbaum, der repræsenterer hans
Livssyns største Dybde og videste Horisont. Det er hans „Faust"
om man vil.
I ham har han’ med alt det overbevisende Liv, hans Kunst
formaar at skænke, forsvaret sin triste Overbevisning: at
Menneskene er Brikker i en ukendt Skæbnes Haand, om hvis Spil kun
det kan siges, at det robuste, det haardføre o: det lumpne, det
låve er vis paa Sejren. Det har langtfra Karakteren af noget
ophøjet, verdensomspændende Sortsyn, men netop fordi det er
saaledes, som det kan bekræftes af en almindelig jævn
Hverdagserfaring, er det ved den Kraft og det Liv, hvormed det fremføres,
meget gribende. Som det altid gaar Digteren, hvor han kommer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
