Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Herman Bang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
550
Herman Bang
i Forbindelse med frugtbart Stof, hans Teorier sprænges, hvis de
er for snævre, forskydes, hvis de ikke passer eller faar blot den
lille Tilføjelse, det Skær, der ændrer dem til Sandhed.
Baade i „Ved Vejen" og i „Ludvigsbakke" er Forfatteren ude
over, bag ved den banale, ganske livløse Fatalisme, han elsker at
forkynde. I det første Værk er Skæbnen det samme som moralske
Love, hvis Magt vi alle kender, og i det sidste føres Kampen saa
tappert af de lyse og gode Kræfter, at Udgangen ikke formaar at
udslette Indtrykket, som netop derved faar sin tragiske Farve.
Det er et Nederlag for Hengivenheden, men et saadant som
langtfra at nedslaa Modet giver rige Løfter for en fortsat Kamp.
For dem, der holder af det ægte i Bangs Kunst, falder hans
Blomstring i det Spand af Aar, der omslutter disse to Bøger. Som
Tiden hurtig skulde vise, afmærkede den sidste hans kunstneriske
Højdepunkt.
Skønt „Ved Vejen" allerede var paa Grænsen af det
sentimentale, stemte han i „Det hvide Hus" Tonen yderligere op til det
engleligt yndige. Hans Energi førte ham over Grænsen mellem
jævn naturlig Ynde og Rokokoen. Paa samme Maade stræbte han
med „Det graa Hus" ud over den gribende Tragik, han havde
naaet (og som er mulig for enhver ægte Kunst). Han vilde skabe
det storladent tragiske — og havnede i en opstablet
Korset-Rankhed. Der fører fra v. Eichbaums Skikkelse ingen Vej til det
monumentale.
Af de to Forsøg var det naturligt nok det første, der ubetinget
lykkedes bedst, men i „Det graa Hus" er der fortræffelige Bidrag
til Skildringen af en gnaven og forgældet gammel Herre, der
tyranniserer sine Omgivelser — ikke mindst ved de forfærdelige Aandrigheder,
hvori han giver sin Verdensforagt Luft. Af hvad man erfarer om
hans Fortid, faar man det Indtryk, at han har al mulig Grund til
at være misfornøjet, men ingen til at være hovmodig eller til at
blive taget højtidelig.
Man maa beundre den Energi, hvormed Forfatteren har vidst
at stilisere den gamle Herre, og den Snildhed, hvormed han glider
hen over alle Huller i Skikkelsens indre Begrundelse. Angaaende
de tre Forhold, der skulde vise os Kærnen i Excellensens Væsen,
nemlig til Konferensraaden, til Sønnen og til Konen, maa vi nøjes
med nogle yderst dunkle Antydninger, som imidlertid, naar man
trækker dem frem i et mere nøgternt Dagslys synes alt andet end
smigrende for Bogens Helt. Længere end til første Gennemlæs-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
