Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ernst Goldschmidt: Ved Kunstakademiets 150 Aars Jubilæum
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ved Kunstakademiets 150 Aars Jubilæum
561
At dansk Kunst ikke er bleven knægtet og forlængst traadt ind i
den tomme Almindelighed, er ikke Akademiets Skyld.
Det nytter ikke ved Stiftelsesfester og Jubilæumsskrifter at
forsøge at skjule denne Kendsgerning, som forlængst maa have
indpodet sig i alle danske Kunstvenners Bevidsthed.
Langt smukkere vilde det have været, om Akademiet paa sin
Højtidsdag havde talt, som Pilo talte til Frederik V i 1751:
„Aller-naadigste Konge! Vi have intet særdeles af vort eget at forevise
Eders Majestæt." Og føjet til: „Fortiden er vel vor, men Nutiden
er løbet fra os."
Denne store Fortid, som hos alle, Slægter, Institutioner,
Folkeslag er Fremtidens Dødsdom! Man gennemblade blot et Værk som
det nys udkomne Festskrift Kunstakademiets Historie, og man
vil forstaa, hvorfor Kunsten flakker fredløs om, fattig paa Gods og
Guld, mens den giver det kongelige Akademi for de skønne
Kunster en god Dag. I det Utal af Fundatser og rænkesnilde
Manøvrer, som Kunstens kaldsængstelige Tjenere har omgærdet
Akademiets Skoler med, mister den Spire, af hvilken Kunsten skal
fødes, sin Livskraft. Man begynder at forstaa, hvorfor Ordet
Akademiprofessor har faaet noget af den stille Højtid over sig, som
man mærker, naar man staar Ansigt til Ansigt med en forstenet
Oldtidslevning, og over for hvilken alt levende Liv kun fornemmes
som en nytteløs Vandring mod Graven.
Hvad nytter det, at Forfatterne af Kunstakademiets
Historie beflitter sig paa at give det Udseende af, at Akademiet
stadig, som i Frederik V’s Dage, sejler med Kunsten og Kaldet om
Bord, naar ingen vaagen Læser kan undgaa at lægge Mærke til,
at Forfatterne selv har en sikker Bevidsthed om det modsatte.
Denne Bevidsthed lyser ud af Bogens Blade, skimtes bag det kloge
Statsmandssmil og bæres af de af Diskretionshensyn fortiede
Kendsgerninger. Allerede da Julius Langes Reformforslag i 1882,
ved Meldahls Initiativ, gennem flere Plenarforsamlingsmøder
druknedes i Akademiets Skrivelse til Ministeren (16. Juni 1882),
vaagnede denne Bevidsthed til Live hos enkelte fremsynte i Akademiets
Forsamlinger. Og Udviklingen har givet disse fremsynte Ret.
Ikke engang ved Reformen af 24. Januar 1887 lykkedes det
at bringe Kunsten og Akademiet i noget nærmere Forhold til
hinanden. Den skarpe Spaltning mellem Institutionen og Kunstens
Udøvere, der var hidført ved Adressen til Akademiet af 23. Januar
1883, i hvilken 62 danske Kunstnere erklærede ikke at ville mod-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
